Mads Pedersen vinder DM i landevejscykling

Mads Pedersen fra Trek-Segafredo vandt søndag eftermiddag linjeløbet ved DM i landevejscykling og kan nu kalde sig dansk mester.

Den 21-årige Trek-Segafredo-rytter Mads Pedersen er dansk mester i landsvejscykling 2017.

Efter 219 kilometer i og omkring Grindsted var Mads Pedersen hurtigste mand i det seksmandsudbrud, der kom samlet til mål.

Pedersen stillede ellers op uden holdkammerater i DM-løbet, men formåede alligevel at placere sig rigtigt og komme med i det afgørende udbrud. 

Nicolai Brøchner (Riwal) blev nummer to, mens den forsvarende mester Alexander Kamp (Veloconcept) denne gang måtte nøjes med tredjepladsen.

Med 70 kilometer til mål dannedes en gruppe med seks ryttere, som skulle vise sig at blive den, der skulle kæmpe om sejren. Gruppen bestod af Christopher Juul Jensen, Nicolai Brøchner Mads Pedersen, Alexander Kamp, Mathias Krigbaum og Andreas Stokbro Nielsen.

De sidste ti års DM-vindere

 * 2017: Mads Pedersen (Trek)
 * 2016: Alexander Kamp (Stölting)
 * 2015: Chris Anker Sørensen (Tinkoff-Saxo)
 * 2014: Michael Valgren (Saxo-Tinkoff)
 * 2013: Michael Mørkøv (Saxo-Tinkoff)
 * 2012: Sebastian Lander (Glud & Marstrand)
 * 2011: Nicki Sørensen (Saxo Bank-Sungard)
 * 2010: Nicki Sørensen (Saxo Bank)
 * 2009: Matti Breschel (Saxo Bank)
 * 2008: Nicki Sørensen (CSC-Saxo Bank)
 

Gruppen samarbejdede flot og holdt konstant en pæn afstand til forfølgerne. Men med 15 kilometer igen begyndte angrebene at opstå. Først var det Christopher Juul, der åbnede finalen. Siden angreb også Mathias Krigbaum og Andreas Stokbro.

Gruppen forblev imidlertid samlet til sidste omgang på syv kilometer. Her var det Mathias Kriegbaum, der først satte et angreb ind. Men det blev dog lukket uden problemer.

Det hele endte med, at de seks ryttere i udbruddet kom samlet ind på opløbsstrækningen, hvor det hele skulle afgøres i en spurt. Her var det altså Mads Pedersen, der var hurtigste mand og kan kalde sig danmarksmester i linjeløb.

Top-ti ved linjeløbet ved DM i landevejscykling
Top-ti ved linjeløbet ved DM i landevejscykling Foto: TV 2 SPORT