Langsomt lukkede vores chauffør luften ud af dækkene – det var genialt

TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard tænker tilbage på første etape af Tour de France 2013, hvor Orica-GreenEDGE's holdbus sad fast på målstregen.

Korsika 2013. Tourens 100. udgave. Nerverne sad lidt udenpå, og det skal de selvfølgelig gøre – det er trods alt Tour de France.

Der er altid lidt bøvl, når man starter på en ø. Alle, der kører biler til løbet, skal tidligere af sted. Der er lidt flere mellemlandinger for at komme helt frem for rytterne, men alle virkede til at være klar. På Orica-GreenEDGE havde vi det år ikke folk til den samlede stilling, så vi var totalt afhængige af etapesejre. Og uden en decideret topsprinter kan den slags være lidt frustrerende, for der var ikke specielt mange etaper, hvor vi reelt havde en oplagt chance. Der var Kittel og Cavendish til de flade, og så var der Sagan til resten.

Bag rattet sad vores buschauffør med ansigtet nede i hænderne, og ved siden af sad en oppustelig kænguru og stirrede tomt ud i luften.

Brian Nygaard

For lidt at aflede opmærksomheden og tage brodden af det værste, kritiske pres, havde vores video-producer Dan Jonas givet den ekstra gas og brugt de første dage inden løbet på gøre en musikvideo færdig. Noget, der kunne få os lidt på landkortet, hvis det skulle knibe med sejrene. Vi havde intet problem med, at folk grinede lidt af os – specielt i en periode, hvor Sky og andre hold kæmpede en hård kamp om, hvem der kunne se mest seriøs og utilnærmelig ud.

Første etape var uden de store forhindringer, og tingene forløb, som de skulle ude på ruten. Jeg kom til mål og gik min sædvanlige tur. Talte lidt med kolleger, fik noget mad og kiggede på opløbsstrækningen for at se, om der var noget interessant at melde tilbage til sportsdirektørbilen. Jeg gik og håbede på at få travlt. Tænk, hvis vi allerede fik en etapesejr her en af de første dage. Det ville godt nok gøre alt meget lettere. Noget af det fede ved Touren er, at alt ligesom eksploderer, når man vinder. Det skete ikke året inden, og vi manglede virkelig den sejr.

En times tid før rytterne kommer ind, begynder man at gøre klar i bussen, så alt ligger, som det skal: Mad, håndklæder, iskolde drikke, protein og den slags. Men bussen var der lige pludselig ikke. Jeg gik helt hen for enden af den støvede parkeringsplads, men væk var den. Alle andre holdbusser stod ellers linet op.

Jeg kunne se to af holdets hjælpere stå ved en bil og gøre klar. ”Hvor er bussen?”, spurgte jeg. Jeg fik at vide, at vores sportsdirektør Neil Stephens havde sagt, at den bare kunne køre op til hotellet, og så kunne rytterne cykle direkte dertil efter mål. Det var ikke mere end et par kilometer, havde han sagt. Fint nok. Altså havde det været et hvilket som helst andet cykelløb, havde det været en skide god disposition. Men ikke i Touren. Ikke her.

Alt er kaos efter mål, og rytterne har brug for et sted at køle ned hurtigt, og ikke mindst et sted hvor journalisterne kan gå hen for at få interviews og kommentarer. Der skal være styr på den slags. Det er en helt fundamental praksis til Touren.

Vores sportsdirektør var og er den dag i dag meget praktisk anlagt, så han havde selvfølgelig bare tænkt, at det var nemmere for alle. Jeg talte lidt med min chef om det, og vi besluttede at kalde bussen tilbage. Så var den der til ryttere, og de kunne så cykle til hotellet bagefter, hvis det var det, de ville. Bedre at have muligheden, hvis vi nu skal bruge den, tænkte vi. Det skulle vi aldrig, som i ALDRIG, have gjort.

Bussen blev kaldt tilbage, og jeg tænkte ikke mere over det. Jeg gik ned til pressezonen efter mål og fik en god plads for skærmen. Så var det telefonen ringede. ”There’s a bloody bus stuck at the finish, mate. And it’s ours!”. Det var min chef Shayne, og der skulle ellers virkelig meget til at få ham op i det røde felt. Det var han nu. Jeg løb op og kunne hurtigt se, at der rent faktisk sad en bus fast. Hvordan fanden er det sket, tænkte jeg.

Alle stimlede omkring bussen, og panikken var total. Bag rattet sad vores buschauffør med ansigtet nede i hænderne, og ved siden af sad en oppustelig kænguru og stirrede tomt ud i luften. Længere bag sæderne kunne jeg skimte Robbie McEwen, som mest af alt så ud som om, at han havde gemt sig. En rigtig lortesituation og folk omkring bussen var vrede. Politifolk, løbsledelsen, journalister og kameraer. Og der var ikke lang tid til, at rytterne skulle brage igennem lige netop her. Alle mulige meldinger og kontrameldinger fløj rundt i luften. ”Løbet skal neutraliseres, målstregen skal flyttes”. Jeg ved ikke, om panikken bredte sig helt ned i feltet via løbsradioen, men der skete i hvert fald et stort styrt, hvor blandt andet Contador og Cavendish røg ned.

Vores baskiske buschauffør Garikoitz Atxa, eller bare ”Gary”, som vi kaldte ham, for alle har et øgenavn på et australsk hold, havde ikke lavet Tour de France før. Det var hans første etape. Han var helt knust inde bag rattet. Han kom ud og gestikulerede og skændtes med nogle af dem fra ASO. De havde råbt, at han skulle fortsætte, selvom han udmærket godt kunne se, at bussen ikke kunne komme igennem. De havde sænket den øverste del af konstruktionen ved målstregen, da de troede, at alle busser var kommet igennem. Og efterfølgende glemt at den hang for lavt. De skulle aldrig have lukket bussen ind, og nu var det for sent.

Orica GreenEDGE's holdbus sidder fast midt på målstregen på 1. etape af Tour de France 2013.
Orica GreenEDGE's holdbus sidder fast midt på målstregen på 1. etape af Tour de France 2013. Foto: JEAN-PAUL PELISSIER / Scanpix Denmark

Til trods for sin manglende rutine i Tour de France lykkedes det Gary at holde hovedet koldt, og han gik i gang med at lukke luften ud af de store dæk på bussen. Det gik langsomt. Den sad fast, men heldigvis kun lige med få centimeter. Konstruktionen over målstregen kunne de ikke rigtigt rokke ved, men Garys plan lykkedes, og pludselig var han fri. Genialt. Der var klapsalver og råb, og sveden haglede ned af panden på de fleste af os. Feltet blev orienteret, og afslutningen blev med nød og næppe kørt som planlagt. Kittel vandt, men vi fik helt ufrivilligt al opmærksomheden. Samtlige medier ville have fat i os. De ville snakke med Gary. De ville høre, om det var rigtigt, at vi ville blive smidt ud af løbet. Klassisk Tour de France-hysteri. Hen mod aftenen kom der lidt mere ro på.

Jeg tror, vi fik en bøde på 2000 schweizerfranc, og den var formentlig af symbolsk fransk værdi, for ligesom fra arrangørernes side at fortælle offentligheden, at det var holdets skyld. Den åd vi vist for at komme videre.  

Vi var i alle aviserne dagen efter og i alle nyhedsklip verden rundt. De kaotiske billeder fra målstregen var Tourens største historie. Vi var ret upopulære flere steder. Folk troede, vi havde gjort det med vilje, og at vores bus i øvrigt var for høj. Vi holdt et møde og besluttede os for at vente lidt med at sende vores musikvideo i æteren. Vi lignede lidt nogle klovne i forvejen, og der var ingen grund til at gøre det mere åbenlyst. Vi var trods alt kommet for at lave resultater med cyklerne. Det hele var lidt uforløst ellers.

Indtil dagen efter. Simon Gerrans leverede sensationen, og holdets første etapesejr i Tour de France. Han vandt med en ringbredde foran Sagan – måske ikke med mere, end bussen kom igennem målstregen med dagen inden, efter Gary havde lukket luften ud. Den snu australier havde reddet vores røv rent resultatmæssigt så mange gange før, men aldrig havde det været vigtigere og mere kærkomment. Vi festede som var det den største sejr nogensinde. Nogle sågar hele natten på færgen fra Korsika til Nice, hvor der var holdløb dagen efter. Den vandt vi også og tog tilmed trøjen. Det var den vildeste første uge, man kunne forestille sig. Vild som kun Tour de France kan være det.