Astana-kaptajn dedikerer sin gule trøje til Fuglsang

Fabio Aru havde svært ved at tro, at han havde erobret den gule trøje i Tour de France.

Fabio Aru var den første til at angribe i finalen på 12. etape, men det lykkedes ham ikke at vinde bjergetapen.

Til gengæld lykkedes det ham at fravriste Chris Froome den gule trøje. Noget som de seneste år har været en sjældenhed.

- Det er det største, der kunne ske. Jeg havde aldrig troet det. Etapen var meget, meget hård og jeg er meget glad for at bære denne trøje for mine holdkammerater, siger han til Cyclingnews.

Den gule trøje til Aru er opløftende nyheder for Astana, som nærmest kun har haft dårlige nyheder de sidste 24 timer. Først styrtede Dario Cataldo og Jakob Fuglsang på gårsdagens etape. Førstnævnte måtte udgå, mens Fuglsang fik konstateret et brud i venstre håndled og albue.

På torsdagens etape mistede Fuglsang næsten 28 minutter på grund af smerterne. Dermed forduftede hans klassementschancer. Aru sympatiserer også med danskeren.

- At køre med brud på hånd og arm er meget svært. Han holdt ved, i så lang tid han kunne, men Sky holdt et højt tempo. Jeg dedikerer det her resultat til mine venner, som styrtede i går og har haft store problemer, siger han til TV 2 SPORT.

Der mangler fortsat ni etaper, hvor tre af dem er med bjerge. Allerede fredag kommer den første, og Aru ved godt, at det kommer til at blive svært at bevare trøjen til Paris.

- Den bliver ikke let at forsvare. Vi vil gøre det bedste, vi kan. Der er stadig ni etaper endnu. Romain kom i den bedst mulige position. Jeg forsøgte at angribe, men jeg led lidt. Det var sådan en hård afslutning.

Se hele fredagens etape i fuld længe på TV 2 og TV 2 PLAY.

Fabio Aru kørte sig i den gule trøje og dedikerede kort efter resultatet til holdkammeraterne Jakob Fuglsang og Dario Cataldo. Video: Ronni Burkal Nielsen