Fuglsang kom knækket i mål - holdlæger afgør hans skæbne

Jakob Fuglsang blev sat med godt 30 kilometer til mål og kom i mål næsten 28 minutter efter etapevinderen.

Med en femteplads i klassementet og storform skete det, der bare ikke måtte ske på onsdagens 11. etape.

Jakob Fuglsang styrtede i forplejningszonen, og en CT-scanning først på aftenen onsdag fast slog mindre brud på både håndled og albue.

Skaderne kom til at koste dyrt på den store bjergetape i Pyrenæerne torsdag, hvor den danske Astana-rytter måtte slippe favoritfeltet med godt 30 kilometer til mål. Han endte med et tidstab på knap 28 minutter.

Efter etapen kom Fuglsang ikke ud af holdbussen, men det gjorde i stedet hans danske holdkammerat, Michael Valgren, der var med til at køre ham i mål.

- Det har været en træls dag. Jakob har det ikke super. Han havde ondt hele dagen og måtte kompensere for det, og så tror jeg, han gik sukkerkold. Kroppen har arbejdet ekstra for at komme sig, så det har været ekstra hårdt for ham. Det er utroligt ærgerligt, siger Michael Valgren til TV 2 SPORT.

- Han ramte bare muren på stiginingen uden for kategori, og så havde han lidt problemer med maven også, så det var jo bare en lortedag. Hånden gjorde pisseondt, men jeg tror, han gik kold i dag, så jeg håber, han fortsætter.

Astanas general manager, Alexander Vinokourov, håber meget på at beholde Fuglsang i løbet.

- Vi vil prøve at holde ham i løbet, for vi har hårdt brug for ham videre. Der er stadig hårde etaper tilbage, så hvorfor ikke vinde endnu en med Jakob? Han er virkelig stærk. Fysioterapeuten har sagt, at han har rigtig gode ben, siger Vinokourov til TV 2 SPORT

Astana-chefen understreger dog, at det ikke er hans beslutning, men derimod lægestaben, der skal beslutte, om Fuglsang fortsætter.

Et stort plaster på såret i Astana-lejren var, at Fabio Aru var med til at sætte Chris Froome kort før målstregen, og med en tredjelads på etapen overtog italieneren førertrøjen i Touren.

Dermed skal Valgren nu i gang med at forsvare førertrøjen i verdens største cykelløb.

- Det har jeg aldrig prøvet før, så det bliver spændende. Nu skal vi ud at forsvare. Det bliver utroligt hårdt, og når Sky ikke har førertrøjen, tror jeg godt, de andre hold tør udfordre, så vi får nok at se til, siger Valgren til TV 2 SPORT.