Her bliver lidende Fuglsang sat: - Jeg ved sgu dårligt, hvad jeg skal sige

På torsdagens bjergetape var Jakob Fuglsang langt fra upåvirket af sit styrt på 11. etape, som kostede to brud.

Han formåede at holde sig til over 180 kilometer, men på Port de Balès måtte han give fortabt.

Jakob Fuglsangs håb om en topplacering i Tour de France blev braget til jorden på 12. etape, hvor han var så plaget af de to brud i håndleddet og albuen, at han ikke kunne sidde med favoritfeltet, da der manglede omkring 30 kilometer.

TV 2 SPORT's ekspert Rolf Sørensen var førstehåndsvidne til danskerens lidelseskamp, da Sørensen på dagens etape sad ude på ruten på motorcykel.

- Han ser fuldstændig forpint ud. Jeg sidder tre meter fra ham. Han sidder i kortegen. Kan han holde det... jeg ved sgu dårligt, hvad jeg skal sige efterhånden, for det ser ikke godt ud. Han kæmper lige nu og er dog oppe at stå. Han taber for meget lige nu, og det kommer han altså ikke igen på. Det tror jeg desværre ikke.

Kort faldt Fuglsang endnu længere tilbage.

- Hans klassement er definitivt slut. Han kommer til at tabe ti minutter til et kvarter. Det kan meget vel være, at det er enden på hans løb. Havde han kunnet sidde med og være i top-10, er det klart, at han havde kæmpet videre, sagde Rolf Sørensen.

Eksperten fortalte efterfølgende, at Fuglsang faldt tilbage til en gruppe, hvor han fik hjælpe af holdkammeraterne Michael Valgren og Andrey Zeits.

Han kom i mål knap 28 minutter efter dagens etapevinder, Romain Bardet.

Inden etapen lå Jakob Fuglsang på femtepladsen i klassementet, hvor han var godt halvandet minut efter Chris Froome i den gule trøje.

Astana-rytteren var involveret i et styrt i forplejningszonen på 11. etape. Han blev omgående sendt i løbets røntgenvogn efter etapen, hvor der var positive meldinger og ingen tegn på brud.

Men en CT-scanning på hospitalet afslørede et brud på venstre håndled og albue.