'Bag bjerget er der et bjerg'

16x9
Tour-feltet lægger ofte vejen forbi Foix. Denne gang på en kort etape, Foto: JOEL SAGET / Scanpix Denmark

13. etape er 100 km. lang. Ja, præcis 100 km. Det er sensationelt. Engang var der i Tour de France en del halv-etaper. Altså én om formiddag, og én om eftermiddagen. Da var man også nede på ca. 100 km eller der under. Det her er en tilbagevenden til den korte distance. Og skal ses som et eksperiment. Tour-ledelsen prøver alle mulige formater og vanskelighedsvarianter af i disse år.

Det er en total kontrast i forhold til, hvad rytterne var vidne til dagen før

Det er al ære værd. Det har jo i høj grad noget at gøre med, at de forskellige store løb er i indbyrdes konkurrence. Der eksperimenteres hele vejen rundt. Giroen, Vueltaen. Og nu Touren. De prøver alle at finde på noget, der kan føre til mere spænding og drama. Formentlig til glæde for os, der følger sporten og dens udvikling.

Vueltaen er nok den af de tre etapeløb som er mest vild i sin eksperimenteren. Der skal ske noget. Det kan også bedre lade sig gøre, fordi løbet ligger sent i sæsonen. Og de vigtigste ryttere kan tillade sig at springe over det.

Christian Prudhommes kommentar til den korte etape i Pyrenæerne understreger, at man sætter spørgsmålstegn ved de givne ting.

Det er en total kontrast i forhold til, hvad rytterne var vidne til dagen før.

Men hans håb er, at denne stramme skrappe rute vil være ligeså favorabel for dristige initiativer. Den dynamik, der i sagens natur kan knyttes til distancen, vil blive tydelig ved vanskelighedsgraden af de stigninger, som er med.

”Bag bjerget er der et bjerg”, sådan lyder et creolsk ordsprog i Haiti.

Og den følelse af, at et bjerglandskab er en endeløs gentagelse af kæder, kommer klart frem i Pyrenæerne, i dalene. Her fra kan man se den ene bjergkæde efter den anden, blånende i eftermiddagssolen.

Det er et meget fantasifremmende syn.

Nede i dalene findes de byer, som har holdt fast på traditioner og en historie, der strækker sig flere århundreder tilbage. Med erobringer, konger, fyrster, oprør.

Etapen i dag slutter i en by, som bærer en del historie. Byen Foix. Den har en meget brugbar beliggenhed for os, der følger Tour de France. En del kendte stigninger og etapeslutninger ligger i en stor omkreds. Bonsacre, Ax-les-Termes, og så naturligs vejen til Andorra.

Foix.

På 100 km kan man putte mange djævelske forhindringer ind. Det ser uskyldigt ud ved første øjekast. Tre bjerge. Col de Latrape, Col d’Agnes og til sidst Mur de Peguere. Ret ukendte stigninger. Men lur mig, det er lige præcis Tour-societets nye hemmelige styrke. At de har fået nogle erfarne Tour de France ex-ryttere ind på de vigtige poster som rutetilrettelæggere. Og de er helt fokuseret på at skabe et nyt og sportsligt nyskabende cykelløb.

Sådan forstår jeg fornyelsen.

Det er en research baseret i de basale landskabelige detaljer. Frankrigs rutekort har mange ukendte udfordringer. Det er dem de graver frem og sætter ind.

Det fører sommetider til, at højderne ikke er de samme, men procenterne er skrappere.

Det kan næsten ikke undgå at få indflydelse på hvordan løbet køres.

Der er den dialog, der foregår, jo bl.a. udsprunget af evaluering, man har draget af de statiske situationer, der alt for ofte har fået løbet til at gå i stå eller være for forudsigeligt. Selv på etaper med virkeligt høje bjerge.

Nu prøver løbets ledelse at læse geografi på en ny måde. Spændende.