Contador stråler: - Godt, der ikke er mikrofoner på middagsbordet

Der er lagt op til en god aften for Alberto Contador og Trek-Segafredo-holdet efter en succesfuld 15. etape i Tour de France.

Takket være Bauke Mollema skal glassene klinge højlydt hos Trek-Segafredo-holdet søndag.

De har nemlig for første gang i årets Tour de France noget at fejre, efter hollænderen triumferede solo på 15. etape.

- Baukes sejr vil give lidt ro til holdet . Vi kan hvile os nu. Det bliver en god nat, siger holdets kaptajn, Alberto Contador, til TV 2 SPORT.

Den 34-årige spanier var selv kortvarigt i angreb på etapen, men fokus stjal hans hollandske holdkammerat, mens Contador holdt sig i ro. Søndag aften bliver dog ikke stille efter etapesejren.

En af gutterne tog en flaske champagne med ind. Skal du have et glas i aften?

- Ja, da. I aften er det nok godt, der ikke er mikrofoner på bordet, siger den rutinerede spanier og griner.

Contador har ikke haft det nemt i årets franske etapeløb. Spanieren har været styrtet flere gange og er ikke inde i kampen om den samlede sejr. Derfor glæder han sig også over holdets succes.

- Det er meget vigtigt, for det hold, vi har her, er en utrolig god gruppe. Der er en rigtig god stemning

- For os er den her Tour ikke den bedste især på grund af styrtene.

Mandag er der hviledag, og den kan bruges til at kigge frem mod Tour de Frances sidste uge.

- I dag har jeg det bedre, og jeg tror, vi har noget af et arbejde med foran os i Alperne.

Alberto Contador har kontraktudløb med Trek-Segafredo-mandskabet i slutningen af sæsonen.