Greipel fejrede fødselsdag kort før etapen: - Vi fik øl, vin og pomfritter

Fødselsdagensbarnet André Greipel håber på, at han får en let dag, hvor planen kun handler om overlevelse.

Du kan se 15. etape af Tour de France lige nu TV 2 og TV 2 Play.

Det var noget af et særligt syn, som mødte journalisterne foran Lotto Soudals holdbus inden starten på dagens etape.

Flere ryttere fra andre hold, blandt andet Quick-Steps Philippe Gilbert, væltede ud bussen, inden de kørte mod start. Men der var en naturlig grund til den store ryttersammenkomst.

Holdets supersprinter, André Greipel, fylder nemlig 35 år i dag, og han havde inviteret til fest i holdbussen, hvor der blev serveret lidt godt ganen.

- Vi fik lige et par øl, lidt vin og nogle pomfritter, siger André Greipel til TV 2 SPORT, da han kom ud fra festlighederne kort inden etapestart.

- Der kom mange ryttere over. Vi er en stor familie, og alle er inviteret. Alle kan sidde hos mig i dag, smiler Greipel.

Fødselsdagsbarnet har vundet en etape i hvert Tour de France, han har deltaget i, siden 2011. Sidste år lod sejren vente på sig, da han skulle helt hen til Champs-Elysées, før han kunne komme først over stregen.

Tyskeren forventer dog ikke, at han får årets sejr på dagens etape. Han skal bare igennem, fortæller han.

- Det er en let dag for mig i dag. VI skal bare fra A til B uden nogle problemer. Det er en dag som alle andre, og jeg skal bare overleve, siger sprinteren.

Rytterne er i dag ude på 189,5 kilometer, hvor de startede i Laissac-Sévérac l'Eglise og slutter senere i Le Puy-en-Velay.