Baks holdkammerat kritiseres efter Tour-exit: - Det er dumt

16x9
Tim Wellens valgt ikke at gøre brug af en såkaldt TUE. Foto: LUK BENIES / Scanpix Denmark

Tidligere topsprinter undrer sig over, at Tim Wellens ikke valgte at tage imod den nødvendige medicin, der kunne holde ham i Tour de France.

Allergi satte en stopper for Tim Wellens' videre deltagelse i Tour de France.

Lotto Soudal-rytteren, som kører på hold med Lars Bak, valgte på 15. etape at stå af, fordi det blev for slemt for ham.

Han havde ellers muligheden for få en TUE (Therapeutic Use Exemption), som ville give ham en speciel dispensation til at få den nødvendige medicin. Hvilket han ikke valgte at tage i mod.

Hvad er en TUE?

TUE – Therapeutic Use Exemption – er en dispensation for et medicinsk præparat, der er på dopinglisten. TUE gives til udøvere, der grundet en sygdom, lidelse eller skade har behov for et præparat til medicinsk behandling, som er på Dopinglisten.

For at få en TUE skal udøveren udredes for sin sygdom eller skade, og dispensationen skal gives af ADD’s TUE-udvalg, som består af fire læger med forskellige specialer.

Kilde: Anti Doping Danmark

Den beslutning vækker undren hos den tidligere vinder af den grønne trøje Robbie McEwen. Specielt efter flere etaper hvor Tim Wellens har kæmpet med varmen og er sluttet sidst på etapen.

- Man så Tim bogstavelig talt kogte over sidste weekend. Hvis sådan et certifikat er lovligt, er det dumt at afvise det.

- Nu til dags bliver alt tjekket så grundigt, at du ikke kommer til at tage noget ulovligt. Hvis det er lovligt, kan man ligeså godt bruge det i stedet for kvæle sig selv, siger han til Sporza.

Lotto Soudals læge, Servaas Bingé, synes, det var helt i orden, at Wellens nægtede at tage imod det. Især med tanke på den store omtale, som den tidligere cykelrytter Bradley Wiggins har fået efter at have taget imod TUE i forbindelse sine Tour de France-sejre.

Desuden er det ildeset i cykelverdenen at takke ja til TUE.

- Det er hans eget valg. Jeg tror, at han bare gerne vil være fair. Han er en fair atlet, og det takker jeg ham for, siger Servaas Bingé, som ikke havde tænkt sig at presse sin rytter.

Med Tim Wellens' exit fra løbet har Lotto Soudal nu otte ryttere tilbage i løbet.