Riis var rasende, da han ikke fik lov at cykle gennem snevejret

16x9
Riis kørte sig i gult på den afkortede 9. etape til Sestriere. Foto: NILS MEILVANG / Scanpix Danmark

Den lille by La Mure har mange gange set feltet passere, nemlig når det kommer ind på N85, den vej som kaldes Route Napoléon, fordi Napoléon, efter at have forladt fangenskabet på øen Elba i 1815, besluttede sig for at nå frem til Paris ved at gå over flere høje pas i Alperne, i stedet for at bruge den nemmere vej gennem Rhonedalen, som han vidste ville være ham mere fjendtlig.

Route Napoléon forbinder Grenoble og Gap, to hovedpunkter i Alpe-geografien. Og i Tour-mytologien. De to har næsten samme betydning som Pau i Pyrenæerne, byer der binder det hele sammen.

Jeg ved, at Riis sad i sin sportsdirektørs bil og klappede på sine ben, ude af sig selv af frustration

På den her etape er der et par af Tourens allermest frygtede bjergtoppe på spil. Croix de Fer og Galibier. Begge Hors categorie, dvs. udenfor kategori. De bjergveje har været scene for mange dramatiske situationer. Derfor er passene ikke bare punkter, der skal passeres, men også i sig selv et mål for de mest ambitiøse.

Den tanke har man taget den fulde konsekvens af på 18. etape i morgen, hvor man har gjort selve pashøjden Col d’Izoard til mållinje for allerførste gang. Et formodet højdepunkt i årets Tour. 

Men inden præsentationen af det andet legendariske pas, Col du

Galibier, på ruten i dag, vil jeg fortælle lidt om oste.

Det vigtigste konkrete udbytte bjergbonden har i de høje bjerge, er de berømte alpe-oste. De er så gode, og så helt aldeles specielle, og det skyldes en række naturlige forudsætninger. For det første den meget fine græsning til køerne. Og dernæst de unikke traditionelle arbejdsmetoder, der går generationer tilbage. Det er erfaringer, der omsættes i en meget målrettet produktion.

Her er nogle af de mest kendte oste i Alperne: Tomme, beaufort, reblochon. Hver med sine karakteristika.

Lagringstiden i de højtliggende gårde spiller en stor rolle.

Vejen op over Col du Galibier er den mest berømte bjergvej i Alperne. Den er dækket af tykke lag sne det meste af året, somme tider helt frem til juli. Det oplevede vi på Tour de France i 1996. Riis’ jubelår.

Han var rasende, da passagen over passet blev aflyst og alle rytterne skulle transporteres i biler frem til efter bjerget. Han ville have de skulle cykle. Men det var simpelthen umuligt at rydde vej gennem snedriverne.

Jeg ved, at Riis sad i sin sportsdirektørs bil og klappede på sine ben, ude af sig selv af frustration.

Her gik han glip af en mulighed for at smadre konkurrenterne. Han vidste jo, hvor stærk han var. Og hvordan han - og kun han - kunne angribe Indurain. Det havde han jo regnet ud året før. Han havde i foråret 1995 på et hotel værelse i Liège vist mig på sin medbragte laptop sine beregninger. Hvor langt Indurains kræfter rakte, hvor meget han skulle presses. Hvordan han kunne trække fra ham.

Det var nærmest et videnskabeligt studie Riis havde lavet.

Men den dag i 1996 var Riis trods den uforudsete hindring stadig på højde med situationen, Da løbet blev givet frit var det en meget forkortet etape, men feltet skulle dog stadig sendes op over både Montgenèvre og op til Sestrières, på grænsen til Italien. Begge var modbydelige stigninger.

Han kørte, som vi så og nok aldrig vil glemme, simpelthen fra alle konkurrenter, den ene efter den anden forsøgte at sætte fart i forfølgergruppen, alle favoritterne. Olano, hans egen holdkammerat og fjende Evgeni Berzin, Indurain. Og tilsidst Virenque. Men ingen kunne komme op i det tempo Riis kørte i sit abnormt høje gear. Han tordnede bare videre. Ingen kunne nå op.

Et fantastisk øjeblik i Tour-erindringen.

Jørn Mader rejste sig fra kommentatorstolen og skærmen og ville se manden fra Herning med sine egne øjne, kiggede langt for at få Riis på nethinden. Mader var ekstatisk. Og nogle af de mest huskede gloser og vendinger blev født i de øjeblikke. ”vi sætter blomster i vasen”. ”Holger Danske” (med dannebrogstrøjen) og så videre. Den kørte der ud af.

Bjarne Riis blev speaket ind over målstregen.

Og så fik han den gule trøje.

Mange af løbets store skikkelser gennem årene, siden Tour de France gjorde de høje bjerge til en del af menuen, har vist sig fra deres mest modige side på enten Croix de Fer eller Galibier. 

Etapen er strategisk vigtig. Den kommer på et tidspunkt, hvor meget har været på spil og indbyrdes styrkeforhold har vist sig. Men hvor intet endnu er helt afgjort.

De to store Alpe-etaper, den i dag og den i morgen, forventes at kunne blive afgørende.