Det hele startede med en ung journalists tossede ide

16x9
Alexandre Vinokourovs sejr på Champs-Elysees i 2005 er en af de mest spektakulære sejre på den berømte avenue. Foto: JAVIER SORIANO / Scanpix Danmark

Alle, der følger Touren, kender historien om løbets fødsel og første år. Mange vil gerne høre den historie igen. Den kommer her. Den unge journalist Géo Lefèvre kom på den tossede idé om et 2500 km langt cykelløb tværs over landet. Hans redaktør Henri Desgrange var fræk nok til at tro på idéen, og satte det hele igang.

1. Juli 1903 mødtes Géo Lefèvre i Montgeron udenfor Paris med de 60 pionerer, som havde sagt ja til udfordringen, og så startede den lange cykeltur.

Når man ser det blinkende felt blive lukket ind på den lukkede rundkreds, så kommer man til at tænke på forskellige finaler

Ruten var delt op i seks mammut etaper, f.eks. Nantes-Paris, 471 km.

På tunge cykler. 21 af de startende nåede til mål i Paris. De var de oprindelige helte. En slags cykelsportens dirty dozen.

Det var et gamble fra redaktør Desgrange og hans avis L’Auto. Ingen kunne vide, om det ville interessere publikum og evt. skaffe flere læsere til avisen.

Men det lykkedes over al forventning. Den franske befolkning oplevede, at deres byer og deres bjerge blev tilført en ny dimension ved cykelfeltets passage.

Nu er vi, i Tourens kontinuerlige iscenesættelse af sig selv, nået til udgangspunktet, Montgeron. Tour-arrangørerne dyrker hæmningsløst nostalgisk løbets historie.

Det synes jeg, de er i deres gode ret til. Jo ældre løbet bliver, jo mere bagage af tradition og mytologi slæber det på. 

Historie er jo også historier. Tourens fortællere, både de mere officielle, der hører til Societetets egen kreds, men også de mange, der har gjort det til deres speciale, dyrker erindringen om de store øjeblikke og de strålende landskaber.

I år drejer det sig om et rask og elegant snit ind fra en af de utallige muligheder, som arrangørerne hvert år kigger på som indfaldsvej til Paris’ hjerte.

Montgeron var det første startsted for Touren. Det var her, de mødtes, alle de cykelkrigere, der havde mod på at kaste sig ud i det umuligt lange løb. Moustacher, cykelslange om overkroppen, pumpe. De skulle selv reparere og få cyklen til at hænge sammen. Der var ingen reservecykler, der var heller ikke den luksus, der hedder mekanikere.

I dag er afslutningsetapen skåret ned til den nødtørftige længde, en søndagscykeltur i al afslappethed, indtil løbet slippes løs til den stramme, men meget langstrakte spurt på verdens smukkeste avenue, som den er blevet kaldt. Nemlig Avenue des Champs Elysées.

Som for første gang blev brugt som mål i 1975. Tilfældigvis det år, hvor Bernard Thévenet, Frankrigs nye helt, stødte den mægtige Kong Eddy Merckx fra tronen.

Vinokourov var en af de evige angribere, som ofte lykkedes med sine vilde forsøg

Hvert år, når man ser det blinkende felt blive lukket ind på den lukkede rundkreds, så kommer man til at tænke på forskellige finaler.

En af dem er naturligvis den uforglemmelige enkeltstart i 1989 mellem Greg Lemond og Laurent Fignon.

Det var en bitter duel, som alle husker, og som Fignon selv har skildret i sin erindringsbog.

Hermed anbefalet læsning.

Jeg har altid godt kunnet lide Laurent Fignon, hans visdom og hans måde at køre på.

Han udtalte senere sin mening om at slutte Touren med en enkeltstart i Paris.

Det, syntes han, var en meget dårlig idé. Forudsigeligt måske at det var hans mening, når han nu selv var offer for arrangementet.

Han mente, at sidste dag i løbet i stedet burde være en festdag for rytterne. En hyldest midt i Paris. De skulle have lov til at nyde at være kommet igennem helvede og slutte på verdens smukkeste avenue.

Det er jo en nærmest olympisk tanke, Fignon her gav udtryk for, og den har vundet gehør. Det har ikke siden været på tale at sende rytterne enkeltvis ud på en krævende tidsprøve. 

Jeg hører sommetider nogen nævne muligheden, men ingen ryttere, ikke nogen fra feltet eller de umiddelbare omgivelser

Nu kan vi i stedet, når vi ser feltet drøne op og ned ad avenuen, tænke på de mange flotte afslutninger, vi har oplevet.

En af dem jeg ikke kan glemme, er den uzbekiske sprinter Abdoudjaparovs vilde kamikazestyrt lige før målstregen, ud i barrieren.

Med blodet dryppende rejste han sig, samlede sin cykel op og trak den hen over stregen. Han havde gennemført og kunne derfor på ærespodiet modtage den grønne trøje som vinder af pointkonkurrencen. 

Jeg glemmer heller ikke Joop Zoetmelks solokørsel væk fra Bernard Hinault.

Og jeg er glad for at se beslutsomme og dygtige ryttere som Lars Bak og Sylvain Chavanel forsøge sig helhjertet.

Jeg har været særlig glad for Alexander Vinokourov fra Kasakhstan. Igennem en årrække en af de mest kreative og modige ryttere med et fantastisk øje for det optimale øjeblik i en afslutning.

Vinokourov var en af de evige angribere, som ofte lykkedes med sine vilde forsøg.

Han satte sit meget personlige præg på mange løb. Han var egentlig ikke den fødte etapeløbsrytter, men udviklede sig til det. Opnåede at vinde Vuelta d’Espana og blev nr. 3 i Tour de France med flere spektakulære etapesejre.

Den flotteste måske netop på Champs Elysées. Fordi den var så meget et produkt af ukuelig vilje. Han var på sjettepladsen i løbet, men besat af muligheden for at snuppe femtepladsen fra Levi Leipheimer in extremis.

Det inspirerede ham til et godt timet og skarpt udført fremstød på de sidste to kilometer i Paris.

Jeg ved det godt, jeg ved det godt. Han har en dopingdom. Og fik to års karantæne. Men han kom tilbage i 2009 og var endnu skarpere.

Man kan sige meget om ham. Han var ikke bare stærk på cyklen, han var også fuld af numre. Enhver kunne se (mener jeg), at han lavede en aftale med Rigoberto Uran 500 meter før mål i det olympiske landevejsløb i London 2012.

Men hvad så? Han havde kørt sig i den position, hvor han kunne handle.

En anden lignende situation er dokumenteret. Det var finalen i Liège-Bastogne-Liège 2010 hvor han sad sammen med Kolobnev. Der var tydeligt en samtale og derefter var Kolobnev demonstrativt passiv. Vinokourov kunne bare køre.

Der findes et bånd, som er optaget af deres samtale, og heraf fremgår det, at der var tale om 100.000 euro.

Men Vino var en af de mest kreative ryttere i feltet og fik enormt meget ud af det han kunne. Han klarede sig i meget vanskelige terræner, selv om han ikke var den fødte grimpeur.

Jeg kan godt forstå, at min kammerat Rolf Sørensen altid har beundret Vino. De  kan godt minde lidt om hinanden i skarpheden, sansen for at trække det længste strå i en vanskelig finale.

Hvorfor skriver jeg så meget om Vinokourov? I dag på den hellige afslutnings dag?

Fordi han er en type, jeg ofte savner i feltet i dag. En, der tør tage løbet i egne hænder, rive det op, skabe et nyt mønster.

Nok om ham. Men man kunne godt fejre netop en aktør på Champs Elysées.