Vuelta-arrangør markerer Contadors karrierestop

Alberto Contador stopper karrieren efter Vuelta a España. Nu har arrangørerne valgt at hylde spanieren ved at give spanieren lov til at bære nummer 1.

Når Alberto Contador senere på måneden kører ud til Vuelta a España, der er spanierens sidste cykelløb i karrieren, bliver det med nummer 1 på ryggen. 

Arrangørerne bag årets sidste Grand Tour har valgt at hylde 'El Pistolero' ved at give ham nummeret, der normalt er reserveret til den forsvarende vinder eller hans hold. 

- At Alberto Contador vælger at afslutte sin karriere i Spanien og til Vueltaen er en stor ære for hele organisationen, siger direktøren for Vuelta a España, Javier Guillén ifølge Cyclingnews.

- Vi er meget taknemmelige for den store generøsitet, han altid har udvist som rytter - og noget, som han igen beviser med denne beslutning (om at stoppe, red). Alberto er - og vil altid være - en del af cykelhistorien i vores land og alle andre steder, tilføjer direktøren. 

Nairo Quintana vandt sidste års Vuelta, men da han både har kørt Giro d'Italia og Tour de France, har han valgt ikke at køre årets sidste Grand Tour. Derfor skulle nummer 1 under normale omstændigheder gå til en anden fra Movistar-holdet, men i år har arrangørerne altså valgt at give det videre til Alberto Contador. 

Senest så vi, at arrangørerne bag Clásica de San Sebastián valgte at give Haimar Zubeldia nummer 1, fordi han stoppede karrieren efter den spanske klassiker. 

Alberto Contador har vundet Vuelta a España tre gange i karrieren. Sidste år kørte han for første gang løbet uden at vinde, da han sluttede på en samlet fjerdeplads.

- En levende legende

Alberto Contador annoncerede sit karrierestop mandag, da han på de sociale medier fortalte, at han ville køre Vuelta a España, og at det samtidig ville blive hans sidste løb i karrieren. 

Siden nyheden kom ud, har flere store personligheder i cykelverdenen været ude og kommentere på den 34-årige spaniers karrierestop. 

- Jeg synes, det er for tidligt, cykelsporten mister ham. Hvis han ville, havde han et par gode år endnu. Jeg synes bare, det er ærgerligt, lyder det fra spanierens tidligere chef Bjarne Riis. 

- Han har været i toppen af samtlige cykelløb, han har stillet op i. Han har stort set altid været på podiet, og han har vundet Touren, Vueltaen og Giroen. En virkelig imponerende cykelrytter, siger Chris Anker Sørensen, der har haft fornøjelsen af at køre sammen med Contador.

- Beundret, respekt, en kriger, en fighter, spektakulær, rival, en værdsat person. Det, og meget mere. Du vil altid være Alberto Contador - en levende legende. Tak, skriver Juaquim Rodriguez på Twitter. 

- Jeg er ked af, at jeg ikke kan køre side om side med dig i dit sidste løb. Det er en ære at have kørt så mange kilometer med dig og nydt vores sport, skriver Alejandro Valverde på Twitter. 

Alberto Contador har i løbet af sin karriere kørt for Liberty Seguros, Discovery Channel Pro Cycling Team, Astana, Saxo Bank-SunGard og senest Trek Segafredo.