Dansker i venteposition før Vueltaen: - Der er utroligt stille omkring det

16x9
Michael Mørkøv skal i denne uge forsøge at køre sig til Vuelta a España. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Når Arctic Race of Norway begynder i dag, skal danske Michael Mørkøv køre for en plads i årets sidste Grand Tour.

Se Arctic Race of Norway på TV 2 SPORT kl. 14:05

Skuffelsen var enorm, da Michael Mørkøv pludselig blev vraget til verdens største cykelløb, Tour de France i juli.

Hele sæsonen var bygget op omkring Touren og hans rolle som førstehjælper for stjernesprinteren Alexander Kristoff.

Man udtager først holdet efter Arctic Race, så jeg har ingen indikationer om noget som helst

Michael Mørkøv, Katusha

Men sådan kom det altså ikke til at gå. I stedet blev Mørkøv indlemmet i truppen på 12 ryttere, hvoraf de ni får en plads i årets sidste Grand Tour, Vuelta a España.

Billetten til Spanien skal bookes i Norge, hvor Katusha-danskeren i dag tager hul på etapeløbet Arctic Race of Norway.

- Jeg vil gerne vise over for holdet, at jeg er i form til at køre Vueltaen. Det er ikke nødvendigvis personlige resultater, jeg skal opnå for at vise det, men ligeså meget vise, at formen er god. Det kan også være støtte til Alexander, der kan være afgørende. Jeg kører, som jeg plejer, siger Michael Mørkøv til TV 2 SPORT.

Mørkøv fortalte før Tour de France, at han ikke havde fået nogen forklaring fra Katushas ledelse på, hvorfor han blev vraget.

Samme betingelser har danskeren umiddelbart op til Vueltaen: Han ved ikke, hvad der skal til, eller hvor tæt han er på at komme med.

- Der er egentlig utroligt stille omkring det. Det eneste, jeg har fået at vide for lang tid siden, er, at jeg er blandt de 12, der er tilmeldt. Man udtager først holdet efter Arctic Race, så jeg har ingen indikationer om noget som helst.

Hvad er så dit personlige succeskriterie i forhold til at komme til Vueltaen?

- Det er svært at sige, for jeg ved ikke, på hvilken baggrund man udtager holdet. Det eneste, jeg kan gøre, er at køre så godt som muligt og vise, at jeg er klar til Vueltaen og så håbe på, det bliver tilgodeset og resulterer i en udtagelse, siger Mørkøv.

Hans rolle bliver frem for alt at hjælpe norske Alexander Kristoff til sejre i hjemlandets løb.

Men mens Kristoff kørte Tour de France, viste Mørkøv, at han også selv er i stand til at køre med helt fremme. I Vallonien Rundt blev han nemlig nummer to i massespurten på 2. etape, hvor han var millimeter fra at løbe med sin første sejr i knap to år.

- Jeg føler stadig, at formen er god, og hvis chancen byder sig, og jeg får muligheden for at gå efter et resultat, så vil jeg da gøre det. Men med Alexander på holdet må man jo sige, at vi har storfavoritten i feltet til de fleste etaper, og han har de største vinderchancer, siger Michael Mørkøv til TV 2 SPORT.

- I et løb som det her, der ikke er så kontrolleret som andre løb, kan der ske forskellige udfald. Derfor er det ikke en fuldstændig bundet opgave, som det måske ellers er.

1. etape af Arctic Race of Norway kan ses i dag klokken 14:05 på TV 2 SPORT.