Tror ikke på Mørkøv til Vueltaen: - De har sat ham i en boks

16x9
Michael Mørkøv Foto: TV 2 SPORT

TV 2 SPORT's cykelekspert Brian Vandborg tror ikke, Katusha tager Michael Mørkøv med til Vuelta a España.

Danske Michael Mørkøv blev i 11. time fravalgt til at køre årets Tour de France, som ellers var planen og målet gennem hele sæsonen.

I stedet er Katusha-rytteren med på listen over 12 ryttere, hvoraf de ni bliver valgt til årets sidste Grand Tour, Vuelta a España.

Mørkøv blev i sidste sæson hentet til Katusha som hjælper for holdets norske sprinter, Alexander Kristoff. Men han skal ikke køre Vueltaen, hvor holdet kører klassement for russiske Ilnur Zakarin.

- Jeg tror, det bliver svært for ham at blive udtaget til det løb, for jeg tror, de har en helt anden dagsorden. Jeg er sikker på, Michael kunne være en god dirigent og styre Zakarin. På de fladere etaper kan han dirigere Zakarin, men det tror jeg bare ikke rigtig, de kigger på. De har sat Mørkøv i en boks, der hedder, at han kører løb sammen med Kristoff, mener TV 2 SPORT's cykelekspert Brian Vandborg.

Dårlig ledelse

Michael Mørkøv kører lige nu Arctic Race of Norway, som er hans sidste mulighed for at vise sig frem for Katushas ledelse før Vueltaen.

SE ARCTIC RACE OF NORWAY PÅ TV 2 SPORT

Men selvom han er blandt de 12 ryttere, holdet kan vælge imellem, har han ingen idé om, hvor tæt på eller langt fra han er.

- Der er egentlig utroligt stille omkring det. Det eneste, jeg har fået at vide for lang tid siden, er, at jeg er blandt de 12, der er tilmeldt. Man udtager først holdet efter Arctic Race, så jeg har ingen indikationer om noget som helst, sagde Mørkøv til TV 2 SPORT.

Den totale uvished er under al kritik, mener Brian Vandborg.

- Jeg synes, det er dårlig ledelse. Det er ikke unormalt, at man ikke ved, om man skal køre Vueltaen på det her tidspunkt. På ingen måde. Men jeg synes, det er unormalt, at man ikke rigtig får nogen indikation. Det, synes jeg simpelthen, er for dårligt.

Skal gøre alt for at følge Kristoff

Den norske stjernesprinter Alexander Kristoff bad specifikt om at få Michael Mørkøv til Katusha som sin egen hjælper.

Men denne sæson har mildest talt været tumultarisk for nordmanden, der ikke har vundet ligeså mange løb som andre år. Stille og roligt er han blevet kørt længere og længere ud på et sidespor, og da Mørkøv blev fravalgt til Tour de France, så Kristoff det da også som et tegn på, at hans dage hos Katusha var talte.

I starten af august meddelte arabiske UAE Team Emirates så, at Kristoff skrev under på en toårig kontrakt med holdet betinget af lægetjekket.

Michael Mørkøv har kontraktudløb med Katusha efter denne sæson, og Brian Vandborgs ønske er glasklart for danskeren.

- Jeg håber virkelig for Mørkøv, at han gør alt for at følge Kristoff. Det er virkelig vigtigt, at du har en sprinter, der tror på dig som leadout-mand, og han har fundet sin hylde der. Jeg synes, det er det helt perfekte job til ham, siger eksperten.

Alexander Kristoff og Michael Mørkøv har ikke samme agent, hvorfor rytterne altså ikke 'hører sammen' som en pakkeløsning.