Ekspert vil have rytter smidt ud: - Hvad bilder han sig ind?

Den franske Cofidis-rytter Hugo Hofstetter var ikke tilfreds med norske Truls Korsæth på Arctic Race of Norways 3. etape.

Han tog al opmærksomhed, da han jublede for tidligt på fredagens 2. etape. Nu er Truls Korsæth igen kommet i fokus.

På den indlagte pointspurt med 29 kilometer til mål på 3. etape af etapeløbet Arctic Race of Norway udspillede der sig dramatiske scener mellem den norske Astana-rytter og franske Hugo Hofstetter.

- Hvad bilder han sig ind?

Sådan lød den umiddelbare reaktion fra TV 2 SPORTs ekspertkommentator Brian Vandborg om Hofstetters handling.

Den franske Cofidis-rytter var tydeligvis ikke tilfreds med Korsæths sprint og kvitterede med et skub, der var få centimeter fra at sende nordmanden ind i den grønne port, der markerede målstregen for pointspurten.

Ifølge Vandborg har franskmanden dog ingen sag.

- Det er godt nok dumt af Hofstetter. Det kan godt være, at det er dårlig stil af Korsæth, men det er jeg ligeglad med, siger han og fælder en klar dom.

- Ud med Hofstetter. Jeg synes, han kan smides ud af løbet for den der. Det hører ingen steder hjemme.

Efterfølgende var Hofstetter ikke færdig med at brokke sig. Her brugte han fagter, der ifølge ekspertkommentatoren tenderer til det truende.

Det er endnu uklart, hvorvidt episoden får konsekvenser for de implicerede ryttere.

Udbruddet med de to ryttere holdt ikke hjem. Norske August Jensen vandt 3. etape, og Dylan Teuns er stadig i front samlet.