Tour de France-usikkerhed førte til Kittels skifte

16x9
Marcel Kittel følte sig usikker hos Quick-Step Floors og skifter nu til Katusha-Alpecin. Foto: CHRISTIAN HARTMANN / Scanpix Denmark

Den tyske sprinter Marcel Kittel begrunder sit skifte til Katusha-Alpecin med usikkerhed hos Quick-Step Floors

Ikke færre end fem sejre hentede den tyske sprinter Marcel Kittel ved dette års Tour de France. Og med kontraktudløb hos det belgiske mandskab Quick-Step Floors, har han helt sikkert været i høj kurs hos de fleste store hold på World Touren.

Det blev det schweizisk forankrede hold, Team Katusha-Alpecin, der lykkedes med at lokke tyskeren til, efter de med al sandsynlighed har måtte afgive deres norske sprinter, Alexander Kristoff, til UAE Emirates.

Og årsagen til skiftet er ifølge Marcel Kittel selv, at han hos Quick-Step ikke oplevede helt den opbakning, som han kunne have håbet på. Det skriver han i et Facebook-opslag.

- Jeg ønsker ikke at stå i en situation igen, hvor jeg skal diskutere min Tour-deltagelse og min rolle som sprinter, lyder det fra Kittel på Facebook med henvisning til den interne konkurrence på holdet med sprinteren Fernando Gaviria, der vandt fire etaper i dette års Giro d’Italia.

- Holdet (Quick-Step, red.) kunne ikke give mig et endegyldigt svar inden Touren. Og det forstår jeg godt oven på Gavirias flotte præstationer, jeg ønsker bare ikke at stå i den situation igen, lyder det fra Kittel, der dog understreger, at han forlader Quick-Step i god ro og orden.

Tysk sprinter-tog

Nu ser den tyske top-sprinter i stedet bare frem til at køre i den røde Katusha-Alpecin-dragt, hvor han kommer til at gøre en del andre tyskere selskab.

- Katusha-Alpecin har ændret sig meget over de seneste år, hvor de nu kan tilbyde mig og de andre ryttere et godt miljø. Så jeg ser frem til de nye udfordringer. Ikke mindste, at der nu er et rent tysk sprinter-tog.

Holdet tæller nemlig i forvejen ryttere som Marco Mathis, Rick Zabel og ikke mindst Kittels gode kammerat, den tyske tempokonge, Tony Martin.

- Jeg glæder mig til at skifte, og ikke mindst at komme på hold med Tony og en del andre ryttere. Det var ligesom med mit skifte til Quick-step, så sendte jeg Tony i forvejen, for lige at tjekke forholdene ud hos ’de røde’, slutter Kittel med en stor smile-smiley.

Katusha-Alpecin tæller i skrivende stund også to danske ryttere i form af Mads Würtz Schmidt og Michael Mørkøv.

Transfers 2017/2018
Bekræftede handler