Dansk toprytter opereret efter mavesmerter

16x9
Mads Würtz Schmidt døjede med smerter i maven under Tour of Britain. Foto: Scanpix/Twitter

En blindtarmsoperation forhindrer Mads Würtz Schmidt i at deltage ved VM i holdløb.

Den danske cykelrytter Mads Würtz Schmidt har mandag været igennem en operation, hvor han har fået fjernet sin blindtarm.

Det oplyser Katusha-Alpecin-rytteren på sin Twitter-profil, hvor han har lagt et billede ud af sig selv i en hospitalsseng.

- Har været på hospitalet siden i går nat. En slem mavepine viste sig at være blindtarmsbetændelse. Har fået blindtarmen fjernet i dag. Nu er det tid til noget hvile, skriver den 23-årige rytter, som vandt U23-VM i enkeltstart i 2015.

Mavesmerterne opstod under etapeløbet Tour of Britain i sidste uge. Smerterne gjorde, at han til sidst måtte udgå inden sidste etape.

Går glip af VM

Den nylige operation forhindrer ham i at deltage for Katusha ved VM i holdløb, der bliver kørt i Norge den 17. september.

I forhold til den danske VM-trup har det længe været Mads Würtz Schmidt bekendt, at han ikke kommer med.

- Jeg skulle kun have kørt holdløb i Bergen, men det kan jeg selvfølgelig ikke. Har ikke engang været i bruttotruppen til VM for landsholdet, skriver han i en sms til TV 2 SPORT.

Danmarks landstræner, Anders Lund, oplyser til TV 2 SPORT, at den danske VM-trup vil blive officiel tirsdag. Indtil videre er Michael Valgren og Magnus Cort udtaget.

VM bliver afholdt i Norge fra den 18.-25. september og kan ses på TV 2 SPORT.

Udvalgte nationer til VM i cykling