Ingen Fuglsang til VM: Her er det danske landshold

16x9
Magnus Cort er en af de danske ryttere, der skal køre VM. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Det er et ungt dansk landshold, som landstræner Anders Lund har udtaget til sæsonens vigtigste løb.

Når VM i landevejscykling afgøres søndag den 24. september, stiller det danske landshold med to kaptajner, mens Jakob Fuglsang ikke er udtaget.

25-årige Michael Valgren og 24-årige Magnus Cort blev for et par uger siden udpeget af landstræner Anders Lund til at være de danske spydspidser, men holdet omkring dem har været vanskeligt at sætte for landstræneren.

Allerede tirsdag morgen erfarede TV 2 SPORT, at landstræneren Anders Lund havde valgt at tage flere unge ryttere med, mens Fuglsang ikke var blevet udtalget. Nu er holdet endeligt bekræftet:

Han har nemlig valgt at tage den 21-årige danske mester Mads Pedersen (Trek-Segafredo), 23-årige Søren Kragh Andersen (Team Sunweb) og 28-årige Christopher Juul-Jensen (Orica-Scott) med til turen til Norge. Den sidste og mest rutinerede rytter, der er med på holdet, er Michael Mørkøv (Team Katusha-Alpecin).

- Holdet taler egentligt for sig selv. Alle rytterne er formmæssigt på toppen, og jeg har en forventning om, at vi kommer til at spille en betydelig rolle i løbet, siger Anders Lund i en pressemeddelelse.

Dermed har landstræneren altså valgt at se bort fra både Matti Breschel (Astana) og Lars Bak (Lotto-Soudal), mens landets vel også bedste cykelrytter, Jakob Fuglsang, heller er med til at forsvare de danske farver i Bergen.

Fraværet af årets vinder i Critérium du Dauphiné skal dog formentlig findes i Jakob Fuglsangs uheldige sommer, hvor han først styrtede og udgik af Tour de France for så efterfølgende at brække kravebenet i et gadeløb i Herning i starten af august.

Fra Vuelta til VM

Hele fire af de danske VM-ryttere afsluttede i søndags Vuelta a España og har dermed haft masser af muligheder for at vise den danske landstræner, at de er i god form lige nu.

På den afsluttende etape i Madrid blev Søren Kragh Andersen nummer tre, mens Magnus Cort sluttede på sjettepladsen, mens også Christopher Juul-Jensen og Michael Mørkøv i momenter var synlige i den spanske rundtur. 

Mads Pedersen har ikke kørt Vuelta a España. Alligevel har den unge rytter, der i år kører sin første sæson på World Touren, vist sit værd. Udover at vinde det danske mesterskab i landevejsløb i juni, vandt han også det franske etapeløb Tour du Poitou Charentes i slutningen af august. 

- Kaptajnsrollerne ligger fortsat hos Valgren og Cort, men Søren Kragh Andersen har med en stor Vuelta kørt sig til en fri rolle i finalen, siger landstræneren.

Michael Valgren har længe erklæret, at dette VM i Bergen er ideelt for ham, da ruten bliver betegnet som god for klassiker-typer. Han har derfor forsøgt at bygge formen op mod det kommende VM, blandt andet ved efter Tour de France at køre BinckBank Tour, hvor han endte som nummer seks i klassementet.

Toft Madsen og Norman Hansen på enkeltstarten

Udover de seks nævnte ryttere har landstræneren også udtaget Lasse Norman Hansen til VM i enkeltstart. Sammen med den danske mester Martin Toft Madsen, skal Lasse Norman Hansen, der også netop har gennemført Vueltaen, forsøge at vinde medaljer i Bergen på enkeltstartsruten, der som den eneste ved det kommende VM slutter på et bjerg.

VM i enkeltstart for herre-elite køres onsdag den 20. september, mens landevejsløbet for herre-eliten er søndag den 24. Hele VM kan ses på TV 2 SPORT.

Udvalgte nationer til VM i cykling