Jeg har det som en efterskoleelev, der skal tage afsked

16x9
Michael Mørkøv i den røde Katusha-Alpecin-dragt. Foto: KENZO TRIBOUILLARD / Scanpix Denmark

Sæsonen 2017 er for mig næsten slut, og når søndagens Paris-Tours er forbi mangler jeg blot at køre et etapeløb i Kina som Katusha-rytter. Dermed slutter to gode år på dette russiske hold. År der bestemt har været gode, og hvor der har været en masse gode oplevelser.

Derfor er jeg lige nu i gang med at sige farvel til en masse mennesker, og det er faktisk ret vemodigt. Efter vueltaen sagde jeg farvel til en stor del af holdet, som jeg har arbejdet tæt med de seneste to år. Det er ikke bare ryttere, men også mekanikere, buschauffører, massører og hele støtteapparatet bagved.

Det er vemodigt, når man siger 'vi ses igen næste år', velvidende at det bliver på hvert vores hold, og at et tæt forhold med tiden bliver til en kort samtale, senere blot til et håndtryk, som til sidst erstattes af et høfligt nik - til en massør du måske har tilbragt flere hundrede timer med - vendt verdenssituationen og været fortrolig med.

Arbejdsgangen i cykelsporten er speciel, og ofte er venskaberne der, hvor man kører. Skifter man hold, knytter man tættere bånd til sine nye holdkammerater, hvor gamle venskaber desværre ofte løber ud i sandet. Egentligt nok også meget naturligt når det nu er de 'nye', du skal stå side om side med. Næste gang der skal kæmpes om de store triumfer.

I de to år jeg har kørt for Katusha, har jeg arbejdet meget tæt med Alexander Kristoff, og jeg er sikker på, at han og jeg stadig ses og snakkes ved under cykelløbene. Der er trods alt ikke så mange skandinaver i det professionelle felt, og det er altid rart at kunne dele en joke på dansk - specielt med de norske fjeldaber.

Det har været fedt at køre med Kristoff, og jeg er blevet meget inspireret af hans tilgang til sporten

Michael Mørkøv

Nu har jeg aldrig selv gået på en efterskole, men jeg kunne forestille mig, at det her er lidt af det samme, som der sker hvert år, når skoleåret slutter, og efterskoletiden er forbi. Man har fået tætte bånd til de mennesker, man går sammen med og bor sammen med, og når man skilles, så siger man, at man altid vil holde kontakten, men det er nok kun i sjældne tilfælde, at det sker. Så de her mennesker, som man har været meget knyttet med og meget sammen med, de forsvinder ud i periferien. Sådan tænker jeg det er på en efterskole, og jeg ved, at det er sådan, den professionelle cykelverden fungerer.

Personlig succes – men holdet mangler sejre

Den sæson, som nu næsten er slut, har været en god sæson for mig, men uden at den på nogen måde har været et gennembrud.

Jeg er klar over, at ham, der har set hvert et cykelløb og studeret hvert et resultat, kan undre sig over min tilfredshed, for ikke mange steder er jeg noteret for noget, der ligner et resultat.

Men grunden til, at jeg vil se tilbage på 2017 med stolthed, er, fordi jeg gang på gang og faktisk hver eneste gang har levet op til mit niveau, og jeg føler selv, at jeg har leveret den vare, som jeg skulle og gjort en forskel for mit hold.

Dog er tingene ikke rigtig lykkedes for os på Katusha Alpecin - det er ikke gået op i en højere enhed. Vi har som hold ikke fået de resultater, vi skulle, og min kaptajn (Alexander Kristoff) har ikke vundet de løb, som vi havde håbet på.

Det blev ikke mange gange, at Alexander Kristoff kunne juble over en sejr med Michael Mørkøv i 2017.
Det blev ikke mange gange, at Alexander Kristoff kunne juble over en sejr med Michael Mørkøv i 2017. Foto: ARNE DEDERT / Scanpix Denmark

På den måde er cykelsporten ubarmhjertig for en loyal hjælperytter. Uanset hvor godt vi gør vores arbejde som hjælper, så er det bare vigtigt med en kaptajn, der vinder.

De sidste marginaler har manglet i flere situationer. Alexander har haft mange hæderfulde top 5 placeringer i sæsonen - havde bare et par af dem været en sejr - ville det totale billede af 2017 for os være et helt andet.

Manglende sejre – manglende kontrakt

De manglende sejre har også haft enorm stor betydning for mig i årets løb. Med en stor sejr i foråret havde Alexander måske allerede der skrevet en ny kontrakt og med alt sandsynlighed haft mig med i pakken. 

Det store resultat udeblev og kontraktforhandlingerne blev af flere omgange udskudt. Jeg ønskede personligt at forsætte det gode samarbejde med Alexander, men da tilbuddet fra Quickstep kom, og der stadig ikke var noget på plads omkring Alexander, var jeg ikke i tvivl. Jeg måtte sadle om.

Jeg har haft nogle gode sæsoner hos Katusha, hvor specielt mit samarbejde med Alexander har fungeret godt. Han er en cykelrytter og en personlighed, som jeg har været virkelig glad for at køre med. Han er en rytter, jeg ser meget op til rent sportsligt. Han opfører sig forbilledligt på mange måder. Både med hensyn til træning, forberedelse, motivation og så er han en indædt fighter. Det har været fedt at køre med ham, og jeg er blevet meget inspireret af hans tilgang til sporten.

Verdens bedste klassikerhold

Ikke siden 2014 har jeg gennemført en Grand Tour. Derfor var jeg rigtig godt tilfreds med at kunne gennemføre Vueltaen med succes i år. Som cykelrytter føler jeg, at det er vigtigt med en Grand Tour en gang i mellem. Måske ikke flere på en sæson men i hvert fald én om året. Jeg føler hver gang, at det udvikler mig fysisk eller i det mindste opretholder et højt niveau.

Den manglende Tour udtagelse gjorde så, at jeg kunne være med i Vueltaen, og netop det løb ligger et godt fundament for den kommende vinters træning og dermed også næste sæsons tidlige løb. Så selvom det var svært at se det positive i ikke at køre Tour de France tilbage i juni måned - ender det jo som regel med, 'at intet er så skidt - at det ikke er godt for noget andet'.

Jeg kender endnu ikke mit løbsprogram for næste år, men jeg forventer at komme til at køre en hel del med Viviani og Gaviria. Det er Quicksteps to bedste sprintere, og jeg er spændt på at se, hvordan holdet griber mig an som rytter, og hvor de ønsker at bruge mine kvaliteter. Om jeg bliver tilknyttet en af de to, eller om jeg kommer til at fungere lidt på skift, må tiden vise.

Men jeg håber selvfølgelig på en god start med dem, og desuden kunne jeg også godt tænke mig at komme til at spille en rolle på klassikerholdet. Jeg ved godt, at det er verdens absolut stærkeste klassikerhold, og når de er på hjemmebane i Belgien, så er det det største løb for dem, så jeg forventer ikke at blive fast klassikermand.

Men jeg håber, at jeg kan få lov til at køre et par af dem og at kunne vise holdet, hvad jeg kan i netop disse løb. Det er en kæmpe motivation til vintertræningen. At kunne starte i en af forårets store klassikere på Quickstep vil være fantastisk og noget, jeg vil arbejde benhårdt på at opnå.