Movistar-chef overvejer at udtage frygtet trio til Touren

16x9
Nairo Quintana, Alejandro Valverde, Mikel Landa og Movistar-chef Eusebio Unzué. Foto: JESUS DIGES / Scanpix Denmark

General manager hos Movistar, Eusebio Unzué, afviser, at der er problemer mellem holdets kaptajner. Måske skal de endda køre Tour de France sammen.

Det siges, at for mange kokke fordærver maden. En problemstilling, der lige nu er højaktuel på det spanske cykelhold, Movistar. I hvert fald set udefra.

Frem mod 2018-sæsonen er Team Sky-løjtnanten Mikel Landa blevet hentet til holdet, og dermed har Movistar både Nairo Quintana, Mikel Landa og Alejandro Valverde som potentielle kaptajner i den kommende sæson.

Og derfor er det helt store spørgsmål lige nu, hvordan de store løb bliver fordelt blandt de tre stjerneryttere.

Men Movistars general manager ser ikke en magtkamp udspille sig på sit hold, selvom Nairo Quintana allerede har været ude og markere sig efter tilgangen af Landa.

- De har begge ret, og de har begge ret til at påstå, hvad de gør. 

- Nairo (Quintana, red.) har været her i fem år, og han har været på podiet i en Grand Tour hvert år. Hans gule drøm om at vinde Touren er stadig aktuel, og han har ret til at kæmpe for det. Men Landa kommer også på sit højeste efter en sæson, hvor han har leveret gode ting i både Giroen og Touren, siger General manager hos Movistar, Eusebio Unzué, til Marca.

Tre på Tour

Det helt store spørgsmål bliver, hvordan ressourcerne fordeles under Tour de France 2018.

Det bliver formentlig først meldt officielt ud til januar, hvordan kalenderen kommer til at se ud for de tre kaptajner, men det ventes, at både Quintana og Landa skal være en del af Movistar-holdet under Tour de France.

Til gengæld har Alejandro Valverde meldt ud, at han - på grund af tilgangen af Mikel Landa - har i sinde at droppe Tour de France næste år.

Men chefen har andre planer. Ligesom han løfter lidt af sløret for, hvordan rollefordelingen bliver under Touren.

- Det er ikke urealistisk, at de (Landa og Quintana red.) kommer til at dele kaptajnrollen... selv med Valverde.

- Det er langt fra udelukket, at vi tager alle tre med. Touren er vores hovedmål i 2018, så vi skal udtage det bedste hold. På Movistar har vi vundet meget, herunder Giroen og Vueltaen, men vi mangler Tour de France, siger Eusebio Unzué til Marca.

Vil tage kampen op med Team Sky

Nairo Quintana har ligesom sin chef været ude og afvise, at der skulle være nogen som helst problemer mellem ham og nytilkomne Mikel Landa. 

- Vi har aldrig haft noget problem. Han er en god og udadvendt fyr, og vi har haft en god tid siden hans ankomst. Her på holdet har vi mange ledere, der hver især har en plads. Før var han en rival, nu er han vores partner, siger Nairo Quintana til Ciclismo a Fondo.

Tværtimod vurderer den colombianske stjerne, at Movistar nu har væsentligt bedre mulighed for at true altdominerende Team Sky i Tour de France.

- Med det hold vi har nu med Alejandro og Mikel, giver det meget mere ro i sindet. Vi har flere muligheder at spille ud imod dem (Team Sky, red.), siger han til Ciclismo a Fondo.