Cykelchefs forslag vækker opsigt - er det en aprilsnar?

16x9
Unzué ved siden af Movistars stjerne Valverde. Foto: GERARD JULIEN / Scanpix Denmark

Står det til Movistars manager, skal det være muligt at skifte ryttere ud under Grand Tours. TV 2 SPORTs eksperter bryder sig ikke om forslaget.

Cykelhold skal have mulighed for at skifte ud under Grand Tours. I hvert fald hvis det står til Movistars manager Eusebio Unzué.

- Hvis der er en mulighed for at indføre udskiftninger, hvorfor så ikke lade en læge kigge på de unge ryttere, og lade rytteren få to dages pause, hvis lægen anbefaler det?, lyder det Unzué til den spanske cykelside Ciclo21, hvor han også siger, det bør være muligt at bruge udskiftninger i forbindelse med styrt under en Grand Tour.

- Hvis en rytter styrtede i løbet af den første uge, kunne have blive skiftet ud. Man kunne have tre ryttere klar til at afløse den skadet rytter, som det sker i mange andre sportsgrene.

Eusebio Unzués forslag kommer efter, det fra 2018-sæsonen er blevet indført, at holdene kun må stille til start med otte mand i Grand Tours, hvor de tidligere har stillet op med ni. I forbindelse med endagsløb går holdene fra ni til syv ryttere.

- Jeg synes, at det er godt, at antallet af ryttere er blevet reduceret, men cykelsporten er hård, og med antallet af ryttere, der styrter, er vi nødt til at se på måder, vi kan gøre op for tabet af ryttere, siger Eusebio Unzué til Ciclo21.

Er det en aprilsnar?

TV 2 SPORTs cykeleksperter Brian Nygaard og Chris Anker Sørensen giver dog ikke meget for Movistar-bossens forslag omkring udskiftninger.

- Jeg synes, at det lyder som en aprilsnar. Det forslag tager hele elementet ud af de store etapeløb, hvor det handler om at disponere sine kræfter over tre uger. Det ødelægger hele idéen med etapeløb, siger Brian Nygaard til TV 2 SPORT, der bliver bakket op af Chris Anker Sørensen.

- Det vil jo fuldstændig ændre det mytologiske i at køre en Grand Tour. Det vil være lidt fesent at have kørt en Grand Tour, hvor man har holdt fri de seks af dagene, lyder det fra Chris Anker Sørensen.

Begge eksperter peger videre på, at udskiftninger i forbindelse med styrt vil kunne give en unfair fordel.

- Man skar holdene ned til otte mand for at gøre dem mere sårbare. For holdene kan det være et mareridt, når ryttere udgår, men guf for os der ser på. Så forslagene her prøver at modvirke muligheden for anarki, lyder det fra Chris Anker Sørensen, mens Brian Nygaard er mindre forstående over for forslaget. 

- Styrt er bare en uundgåelige del af at cykle, og hvis man må skifte en frisk rytter ind, kan vi risikere, at det bliver en fordel, da man så får en frisk rytter på holdet. Jeg forstår simpelthen ikke hans forslag, lyder det fra Brian Nygaard.