Fuglsang kåret til årets landevejsrytter

16x9
Fuglsang blev årets vinder for bedste danske landevejsrytter. Foto: PHILIPPE LOPEZ / Scanpix Denmark

Hovedprisen ved Danish Bike Award gik til den 32-årige Astana-kaptajn.

Jakob Fuglsang har haft sin mest succesfulde sæson i karrieren.

Og nu har han også papir på, at han er årets landevejsrytter i Danmark.

Astana-rytteren, der præsterede et af nyere tids største, danske resultater, da han vandt Critérium du Dauphiné i år, vandt prisen til Danish Bike Award fredag aften.

Han havde ikke selv mulighed for at deltage til prisuddelingen, men i en videohilsen sagde han følgende til de fremmødte i salen:

- 2017-sæsonen har været en sæson med op- og nedture for mig. Men heldigvis en af de største opture i min karriere, og derfor er jeg selvfølgelig også både rigtig glad og stolt over at vinde den her pris som årets cykelrytter.

Den 32-årige silkeborgenser kunne ikke være til stede, da han forbereder 2018-sæsonen, hvor det erklærede mål er en toppræstation til Tour de France i juli måned.

I sommer så Jakob Fuglsang ud til at levere et topresultat til verdens største cykelløb, indtil han styrtede på 11. etape og senere udgik på 13.

Inden da var han i spil til en podieplads.

Her kan du få et overblik over vinderne af Danish Bike Award 2017:

  • Årets landevejsrytter (Jakob Fuglsang)
  • Årets enkeltstartsrytter (Mikkel Bjerg)
  • Årets profil (Julius Johansen)
  • Årets banerytter (Niklas Larsen)
  • Årets hjælperytter (Søren Kragh Andersen)
  • Årets talent (Julius Johansen)
  • Årets mountainbikerytter (Stafetholdet)
  • Årets kontinentalhold (Team Giant Castelli)
  • Årets klub (Team Charlie Cycling)
  • Årets cykelevent (Carlos Sastre Classic/Cykelstafetten)

I den seneste udgave af TV 2 SPORTs cykelpodcast, kan du høre cykelekspert Chris Anker Sørensen og cykelkommentator og reporter Rasmus Staghøj komme med deres bud på, hvem der burde vinde nogle af priserne ved Danish Bike Award.