Aru afslører sine Grand Tour-planer og udfordrer Froome

16x9
Fabio Aru blev nummer to i Giroen i 2015. Foto: LUK BENIES / Scanpix Denmark

Giroen, Vueltaen og VM er blandt italienske Fabio Arus mål for 2018-sæsonen.

Fabio Aru har planen klar for sin 2018-sæson.

- Jeg skal køre Giro d’Italia, fortæller Aru til den italienske avis La Gazzetta dello Sport.

Netop Giroen var også hans mål i sidste sæson, men på grund af en skade endte han med at køre Tour de France i stedet for, hvor han en overgang kæmpede med Chris Froome om sejren.

Selvom det udmiddelbart ikke ser ud til, at Aru skal køre Tour de France i år, håber han på at kunne få en ny duel mod Froome.

- Jeg har hørt, at Chris Froome overvejer at køre Giroen. Han er en stor mester og en hård modstander. Jeg håber, at han kører Giroen, det vil gøre løbet endnu mere prestigefyldt. Jeg kan godt lide hård modstand.

Vil køre Vueltaen og VM

Den nu tidligere Astana-rytter skifter i næste sæson til UAE Emirates, hvor han bliver holdkammerat med den irske klassementsrytter Dan Martin, der kommer til holdet fra Quick-Step.

Med to så stærke klassementsryttere i truppen har der været spekuleret i, om der kunne komme en interessekonflikt ved Tour de France, hvor holdet vil kunne stille med to gode klassementsryttere.

Men med Arus udmelding ser det nu ud til, at Dan Martin bliver holdets mand i Touren. Ikke mindst fordi Fabio Aru også gerne vil køre Vueltaen og VM, fortæller han til den italienske avis.

- Tour of the Alps er et vigtigt løb, fordi en af etaperne vil være en del af VM-ruten i Innsbruck. Et VM som jeg satser på. Og med tanke på verdensmesterskaberne er det obligatorisk at køre Vueltaen, lyder det fra Jakob Fuglsangs tidligere holdkammerat.

Udover Giroen, Vueltaen og VM overvejer Fabio Aru også at køre Liège-Bastogne-Liège. Hvis det sker vil det være hans debut i løbet.