Froome sætter vildt mål: Vil vinde Giroen og Touren i 2018

16x9
- Foto: JOSE JORDAN / Scanpix Denmark

Chris Froome har onsdag bekræftet, at han vil kæmpe med om sejren i Giro d'Italia 2018.

Der har længe været spekuleret i, om Chris Froome ville køre Giro d'Italia. Ikke mindst efter han vandt både Tour de France og Vuelta a España i år.

Nu står det dog klart, at Froome kommer til at deltage i den italienske Grand Tour.

Det skriver Froomes hold, Team Sky, i en pressemeddelelse.

- Det er en unik situation for mig. At have vundet Touren og Vueltaen og dermed have muligheden for køre Giroen og vinde en tredje Grand Tour i træk.

- Det er en helt ny motivation for mig, i forhold til at lave noget helt specielt næste år, siger Chris Froome i pressemeddelelsen fra Team Sky, hvor han også lægger vægt på, at en Giro-Tour-double er et mål for ham.

Der er ikke nogen rytter, der har vundet både Giro d'Italia og Tour de France, siden italienske Marco Pantani gjorde det i 1998, men efter at have vundet Vueltaen og Touren i 2017, har Froome fået fornyet selvtillid omkring sit nye projekt.

- Vi har selvfølgelig overvejet situationen meget nøje og talt meget om det. Vi ved det vil være noget helt specielt i moderne cykling, hvis vi kan vinde både Giroen og Touren i den samme sæson, men måden som vi har klaret tingene på i år giver mig tro på, at vi kan klare det, lyder det fra Chris Froome, der ser det som en ekstra fordel, at Tour de France i 2018 er blevet rykket en uge på grund af VM. 

Det betyder, at der i forhold til andre år er en uge længere at komme sig i efter Giro d'Italia.

Chris Froome har vundet Tour de France fire gange i sin karriere, men har aldrig vundet Giroen. Han har ikke deltaget i det italienske løb siden 2010, hvor han dog ikke gennemførte det.

Froomes bedste resultat i Giro d'Italia er derfor en 36. plads.

Britens udmelding kommer samme dag, hvor ruten for Giro d'Italia blev præsenteret.  Løbet begynder 4. maj i Jerusalem, og efter tre etaper i Israel kører rytterne resten af løbet med etapestart og -mål i Italien.

Giroen slutter 27. maj i Rom. Touren begynder 41 dage senere den 7. juli.