Tre ryttere sendt hjem af hollandsk hold efter ’alvorlig overtrædelse’

16x9
LottoNL-Jumbo har smidt tre ryttere hjem fra en træningslejr. Arkivfoto. Foto: Vincent Jannink / Vincent Jannink

LottoNL-Jumbo har suspenderet tre ryttere på ubestemt tid. De var i besiddelse af sovepiller, som holdet ikke kendte til.

Tre ryttere har fået besked på at forlade LottoNL-Jumbos træningslejr i Girona.

De er smidt ud af World Tour-holdet på ubestemt tid, fordi holdledelsen har fundet ud af, at rytterne enten har spist eller været i besiddelse af sovepiller, som staben ikke kendte til.

- Det er en alvorlig overtrædelse af de strenge regler på holdet, skriver LottoNL-Jumbo i en pressemeddelelse.

Holdet skriver også, at sovepillerne ikke er dopingrelaterede. Derfor er det springende punkt, at Juan-José Lobato, Antwan Tolhoek og Pascal Eenkhoorn har været i besiddelse af piller, som holdets læger ikke har kendt til.

- På grund af deres uacceptable adfærd har holdets ledelse udelukket de tre ryttere på ubestemt tid. På et møde med alle holdets ryttere og hele staben er der blevet taget kraftigt afstand til denne opførsel, som strider mod holdets kerneværdier. De tre ryttere var også til stede, lyder det endvidere i pressemeddelelsen.

Holdets meste kendte navne er Dylan Groenewegen, Steven Kruijswijk, Primoz Roglic, Lars Boom og Jurgen van den Broeck.

LottoNL-Jumbo har ingen danskere i truppen.