- 'Bomben' er sprunget, og Froome står i sin største krise

16x9
Chris Froome er i øjeblikket på træningslejr med Team Sky. Foto: CATI CLADERA / Scanpix Denmark

Der er dopingsager, og så er der dopingsager, der rydder forsiden og sætter dagsordenen lige fra breaking news til folks opstød på sociale medier.

Forleden sprang der er en bombe: Froome har afleveret en urinprøve med værdier over det tilladte. Ikke en klokkeklar dopingforseelse, men nok til at blive det, hvis der ikke kan produceres en tilfredsstillende forklaring.

Hvor ironisk det end kan lyde, har det faktisk på flere måder været et lorteår for Team Sky, selvom de har vundet både Grand Tours og klassikere. Holdet har lidt alvorlige knæk på troværdigheden i forbindelse med den såkaldte ”Jiffy-bag"-sag og nu med Froomes tårnhøje testresultater fra Vuelta a España.

Froome kæmper en hård kamp lige nu, og det er svært at se et forløb, hvor han ikke vil tabe

Brian Nygaard

Det engelske antidoping-agentur, Ukad, undlod at åbne en sag mod holdet og dets tidligere stjerne, Bradley Wiggins, men de mange løse ender og spekulative forklaringer, der blev lanceret som forsvar, imponerede ikke særligt mange. Team Sky er i minus. Cykelsportens største hold har været mere truet på eksistensen bag kulisserne, end de fleste er klar over.

Froomes spegede sag ramte medierne på grund af et målrettet stykke journalistisk graverarbejde fra medierne The Guardian fra England og franske Le Monde, og både Den Internationale Cykelunion, UCI, og Team Sky har kendt til den siden VM i Bergen. Et tvivlsomt forløb, hvis man ser på Froomes retsstatus, og det burde give anledning til en alvorlig gennemgang af procedurerne og en fyreseddel eller to hjemme på UCI’s hovedkvarter i Schweiz.

Hvis vi ikke kan stole på systemets måde at behandle personfølsomme oplysninger på, hvad kan vi så stole på? For mig at se, burde den skandale larme mindst lige så meget, som Froomes hoste under Vueltaen.

Sky og UCI har forsøgt at holde sagen skjult, mens de forskellige partsindlæg og det omfangsrige dokumentationsarbejde har stået på. En proces, der åbenbart stadigvæk er i gang. Men nu er bomben sprunget, og Froome, der aldrig selv har holdt sig tilbage for at tale med store bogstaver i antidopingsammenhænge, står nu foran sin karrieres største krise.

Skys nultolerance-politik er truet 

Koger man sagen ind til benet, er det ikke en dopingskandale i klassisk forstand, men det er dens konsekvenser. Ikke mindst fordi sporten i forvejen har været så mange besværligheder igennem, at store dele af offentligheden ikke orker at høre på nuanceforskelle og formildende omstændigheder.

Reglerne er – eller skal være - de samme for alle, og derfor står Froome til en karantæne

Brian Nygaard

Doping bliver ikke gradbøjet i den brede offentlighed. Sagen er også en skandale, fordi Froome er et af sportens største navne, og Sky er sportens tungeste hold – i hvert fald rent økonomisk.

At Froome har suget for mange gange på sin astmaspray, kan man for så vidt sagtens bagatellisere. Men hvis han får en dom og bliver udelukket, er skaden sket for hans og holdets vedkommende. Reglerne er – eller skal være - de samme for alle, og derfor står Froome til en karantæne.

Det betyder samtidig, at Team Sky skal i gang med at jonglere med deres i forvejen både skingre og skinhellige nultolerance-politik i forhold til at ansætte ryttere og personale med tidligere dopinginvolvering. Insisterer de på at tage ham tilbage, ville jeg nok ikke sætte den plade på længere, når der bliver spurgt ind til firmagrundlaget.

I det hele taget har Sky ageret alt for klodset i forhold til de andre sager, der har været. Og det er måske hovedårsagen til, at kritikerne ikke er villige til at afskrive Froomes forseelse som et juridisk skuldertræk. Troværdighed er et samlet regnskab, og derfor balancerer dette års vinder af Touren nu på et spinkelt stillads, holdet ikke har kunnet styre i stormen.

Team Sky vil altid dele vandene og ideen om ”benefit of the doubt” sidder ikke løst – hverken hos mange af holdets konkrete kritikere eller hos dem, der generelt bare ikke orker at tage stilling til flere af den slags problemer i cykelsporten.

Froome kæmper en hård kamp lige nu, og det er svært at se et forløb, hvor han ikke vil tabe. Enten i form af en plet, der bliver svær at vaske af i manges øjne eller på grund af en decideret dom, der sender ham ud i kulden i en periode.