Bandlyst dopingrytter går efter comeback som 40-årig

16x9
Riccardo Ricco vandt to etaper i Tour de France i 2008, men har siden fået sejrene taget igen. Foto: PASCAL PAVANI / Scanpix Denmark

Riccardo Ricco har lovet at vende tilbage til cykelsporten, når han i 2023 har udstået sin dopingkarantæne.

En lille gul plet dukkede op i det fjerne.

Egentlig var det forventet, at det var de store klassementsryttere, som i Tour de France i 2008 skulle kæmpe mod hinanden. I stedet var det lille Riccardo Ricco fra Saunier Duval, der til alles store overraskelse dukkede op i bunden af bakken.

Italieneren blev dog en uge senere taget for doping og blev smidt ud af løbet, hvor han forinden også vandt 9. etape. I år 2012 blev hans karantæne udmålt til hele 12 år, og han vil derfor kunne være på cyklen igen i år 2023. Det er stadig planen, selvom der er lang tid til.

- Jeg kommer til at være 40 år, når min karantæne slutter i 2023. Hvis jeg trænede nu, ville jeg være stærkere end nogensinde. Hvis ingen hold vil have mig på det tidspunkt, så kommer jeg til at lave mit eget. Før eller senere kommer jeg til at være tilbage i sporten, siger Riccardo Ricco ifølge Cyclingnews.

- Jeg cykler ikke så meget, men jeg elsker det stadig. Det hjælper mig med at slappe af. Lige nu har jeg en isbutik på Tenerife. Jeg laver endda is til hunde. Det vil jeg gerne fortsætte med, men jeg elsker også at cykle og ser frem til mit comeback.

Vennerne forsvandt, da der var problemer

Italienerne fortæller yderligere, at han af mange stadig er betragtet som en plage for sporten, da han mangler venner.

- Da jeg havde problemer, forsvandt alle. Agenter og ledere tænker kun på penge. De siger ikke til dig, at du skal tage doping, men de vil have resultater.

Riccardo Ricco mistede alle resultaterne fra Touren i 2008, men resultaterne fra Giroen samme år, hvor han blandt andet vandt ungdomstrøjen, står stadig, selvom han også har indrømmet at have brugt doping under det løb.