Tidligere Tour-vinder tror på, Richie Porte kan slå Froome

16x9
Richie Porte (t.v.) og den tidligere Tour de France-vinder Cadel Evans får sig en snak under sommerens Tour de France. Foto: Scanpix Danmark

Cadel Evans tror på, at hans landsmand Richie Porte kan vippe Chris Froome af Tour de France-tronen.

Cadel Evans gjorde det som den første og hidtil eneste australier. I 2011 vandt han verdens største cykelløb Tour de France.

Men spørger man den nu pensionerede cykelrytter, så går der ikke lang tid, før de igen kan glæde sig over en Tour de France-vinder ”Down Under”.

- Richie havde en fantastisk mulighed i sommer, men det hele faldt på jorden grundet hans styrt. Men jeg tror på, han har alle de mentale egenskaber, der skal til for at vinde Tour de France, lyder vurderingen fra Cadel Evans om Richie Portes Tour-chancer i et større interview med Marca.

Men skal Richie Porte stryge til tops på podiet i Paris, så skal den firedobbelte vinder af det franske etapeløb Chris Froome væltes af pinden.

Men efter Tour-kongen har offentliggjort planerne om at forsøge en Giro d’Italia og Tour de France-double til næste år, så tror Cadel Evans, at der er muligheder for at ryste Team Sky-kaptajnen.

- Selvfølgelig vil Froome være favorit til Tour de France. Men hvis han ender med at forsøge på Giro/Tour-doublen, så vil han sandsynligvis ikke være lige så stærk i Frankrig som tidligere.

Og det er noget af en opgave, Chris Froome har sat sig selv på.

Det er nemlig ikke lykkedes nogen at vinde Giro d’Italia og Tour de France samme år, siden den legendariske og afdøde italienske bjergrytter Marco Pantini gjorde det tilbage i 1998.

- Det er en svær kombination, og det er noget vi skal forsøge at drage fordel af, fortæller Cadel Evans, der i dag er ambassadør for hans tidligere hold, og Richie Portes nuværende mandskab, BMC.

Det er også i BMC-trøjen Richie Porte skal tørne ud i næste sæson. Men man skal ikke forvente, at næste sommers rundtur i Frankrig kun bliver en dyst mellem Richie Porte og Chris Fromme om den samlede sejr.

- Mikel Landa er beviset på den fantastiske spanske revolution. Han vil helt sikkert kæmpe med om sejren. Men jeg kan også godt lide en type som Rigoberto Urán, som har gjort det rigtig godt over en længere periode, lyder det afslutningsvis fra den nu 40-årige Cadel Evans.

Richie Porte og resten af cykelfeltet tager hul på World Touren, når Santos Tour Down Under løber af stablen 16.-21. januar.