- Froomes plan er meget risikabel, siger dopingadvokat

16x9
Chris Froome her på en træningstur med Team Sky. Foto: JAIME REINA / Scanpix Denmark

Rocco Taminelli fik nedsat Diego Ulissis dopingdom til ni måneder. Nu står Chris Froome med en lignende sag, men britens strategi er risikabel.

Der gik chokbølger igennem cykelverden, da det den 13. december kom frem, at den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome var blevet testet positiv for doping.

Det var en dopingprøve fra dette års Vuelta a Espäna, der fældede den senere vinder af løbet. Én af prøverne viste nemlig, at cykelstjernens blod havde et for højt indhold af det forbudte stof salbutamol, der også er kendt som astmamedicin.

Hvis ikke de får succes, så får han to års karantæne og mister sin Vuelta-sejr og VM-bronzemedaljen fra tidskørslen

Rocco Taminelli, advokat

Nu venter der så Chris Froome et langt og sejt forløb, hvor Team Sky-kaptajnen skal forsøge at bevise sin uskyld. Og her har den forsvarende Tour de France- og Vuelta a España-vinder valgt at spille højt spil, lyder vurderingen fra advokat Rocco Taminelli.

- Det, han forsøger på, er meget risikabelt. Han har valgt, at han vil forsøge at overbevise alle om, at han ikke har taget mere end det tilladte. Det er dét, der er det svære. Nu skal han bevise dét, ellers kan han ende med en karantæne på to år, lyder vurderingen fra Rocco Taminelli til Velonews.

Og Rocco Taminille ved, hvad han taler om. Han er nemlig ikke hvilken som helst advokat.

Diego Ulissi tilbage i 2014 under Giro d'Italia. Få dage før han bliver testet positivt for samme stof, som Chris Froome for nylig er blevet.
Diego Ulissi tilbage i 2014 under Giro d'Italia. Få dage før han bliver testet positivt for samme stof, som Chris Froome for nylig er blevet. Foto: LUK BENIES / Scanpix Denmark

I 2014 repræsenterede han Diego Ulissi i en nærmest identisk sag. Her endte Ulissi med at få nedsættelse, så karantænen ”kun” lød på ni måneder, men den italienske rytter og hans advokat valgte også en anden strategi end Chris Froome og Team Sky.

- De to sager har næsten de samme værdier af det ulovlige stof. Men vi vidste, det ville være umuligt at vinde sagen på den måde. Ulissi havde et virkelig dårligt helbred på det tidspunkt, og derfor tog han flere doser astmaspray end det tilladte. Men det var ikke for at snyde.

- I Froomes sag forsøger de (advokaterne og Froome, red) at overbevise om, at Froome tog den tilladte mængde astmamedicin, og at det var hans krop, der ikke har optaget stoffet ordentligt. Det skal de kunne bevise, og det er her, det for alvor bliver svært, lyder det blandt andet fra Diego Ulissis advokat.

Kan miste Vuelta-sejr

Og det er altså her, i bevisførelsen, Chris Froome for alvor risikerer at ryge i fedtefadet.

Men den britiske cykelstjerne har alliereret sig med én af de bedste advokater, når dopingslaget skal slås langt væk fra Froomes normale hjemmebane, de høje bjerge.  

- Nu kan han ikke skifte historie. Risikoen her er helt klart højere. Men han har én af de dygtigste advokater på det her område i verden. Men hvis ikke de får succes, så får han to års karantæne og mister sin Vuelta-sejr og VM bronzemedaljen fra tidskørslen.

Det er advokat Mike Morgan, der skal forsøge at redde Chris Froome ud af dopingkløerne. Det er samme advokat Alberto Contador gjorde brug af i den berømte ’bøf-sag’.

Chris Froomes dopingsag undersøges stadig, og det vides endnu ikke, hvornår en eventuel retssag vil finde sted.