Efter fintælling: Her er 2018's grimmeste cykeltrøje

16x9
Winner Anacona og resten af Movistar kan se frem til at køre i den grimmeste trikot i 2018. Foto: JAVIER LIZON / Scanpix Denmark

Efter både karaktergivning og afstemninger har tv2.dk's brugere valgt spanske Movistar som holdet med den grimmeste trøje i år.

Kære brugere på tv2.dk, hvilket hold på World Touren har den grimmeste cykeltrøje i 2018?

Det spørgsmål bad vi jer svare på i slutningen af december, og nu er vi klar med svaret.

Efter flere afstemninger er I nået frem til, at Movistar med deres Astana-inspirerede farvevalg dumper i 2018's felt af nye cykeltrikoter.

Selve trøjen er bygget op efter vanlig skabelon med et stort markant 'M' på maven og med en bagvedliggende dominerende farve.

I mange år har kombinationen på trøjen været et grønt 'M' på en sort trøje.

Men forud 2018-sæsonen er bogstavet blevet hvidt, og farven på selve trikoten er blevet lyseblå.

Det er et valg, der ikke falder I jeres smag.

Valverde og Quintana har måske fået lidt ekstra at tale om i 2018-sæsonen. Nu skal de ikke kun tænke på at slippe af med Chris Froome. Nu skal de måske også tænke på, hvordan de slipper af med deres nye trøjer.
Valverde og Quintana har måske fået lidt ekstra at tale om i 2018-sæsonen. Nu skal de ikke kun tænke på at slippe af med Chris Froome. Nu skal de måske også tænke på, hvordan de slipper af med deres nye trøjer. Foto: SERGIO PEREZ / Scanpix Denmark

Sådan faldt valget på Movistar

Valget af Movistar-trøjen som den grimmeste er sket efter en længere proces, der har krævet både karakterer og afstemninger.

Først bad vi jer brugere om at give holdenes nye trøjer en karakter.

Her scorede Mitchelton-Scott-holdet klart højest i forhold til at have den pæneste trøje, mens tre hold stod lige i kampen om at have en grimmeste trøje.

På en skala fra 0-5, hvor fem var bedst, scorede Movistar, LottoNL-Jumbo og Team EF Education First – Drapac p/b Cannondale de laveste karakterer med 2,3.

For at finde frem til den absolut grimmeste trøje bad vi jer stemme på, hvilken af de tre som I mindst kunne lide, og her "vandt" Movistar i mere overbevisende stil, end når Alejandro Valverde vinder Flèche Wallonne.

2850 brugere stemte, og 46 procent havde Movistar som holdet med den grimmeste 2018-trøje.

39 procent mente Team EF Education First – Drapac p/b Cannondale havde den værste trøje, og bare 15 procent var mest trætte af at se på LottoNL-Jumbos sorte og gule trøje.