Storhold inviterer dansk verdensmester med på træningslejr

18-årige Julius Johansen skal med sidste års mest vindende World Tour-hold, Quick-Step Floors, på træningslejr i Spanien.

2017 var mildest talt et succesår for cykelrytteren Julius Johansen.

Den unge nordsjællænder blev dansk juniormester i både enkeltstart og i linjeløb, han kørte sig til EM-sølv i både enkeltstart og i banedisciplinen omnium, og ved VM satte han samtlige konkurrenter til vægs i linjeløbet og snuppede guldet.

Han er speciel. Det er der ikke nogen tvivl om

Brian Holm, sportsdirektør hos Quick-Step Floors

Præstationerne gik da heller ikke ubemærket hen i den internationale cykelverden, og det har fået Quick-Step Floors til at invitere danskeren med på holdets træningslejr i Calpe i Spanien fra på fredag og små to uger frem.

- Det betyder rigtig meget. Det er en stor chance. Jeg glæder mig egentlig bare til at finde ud af, hvordan det egentlig foregår på World Touren. Fordi det er et kæmpe skridt op fra junior til at komme ind og se, hvordan det foregår på et af verdens bedste hold, siger Julius Johansen til DR Sporten.

Det er meget almindeligt, at World Tour-hold tager talenter med på sæsonens første træningslejre for at se dem an med henblik på at indgå aftaler med dem på et senere tidspunkt.

Skulle det ske en dag, at Julius Johansen skriver kontrakt med Quick-Step Floors, vil det være et sandt vinderhold, han kommer til at optræde for.

De seneste fem sæsoner har det belgiske storhold været det mest vindende hold i World Tour-regi, og sidste år hentede holdet ikke færre end 56 sejre.

- Man kan hurtigt lade sig rive med og sige, at dér er den nye Eddy Merckx, Rolf Sørensen eller Bjarne Riis, men der er en ny superstjerne på vej, og det tror jeg også, at man skal passe på med sige nogle gange, så han kan udvikle sig stille og roligt. Men han er speciel. Det er der ikke nogen tvivl om, siger Brian Holm til DR Sporten.

I år har Julius Johansen kontrakt med det danske kontinentalhold ColoQuick-CULT. Det er hans første år som seniorrytter, og samtidig er han en del af det danske banelandshold, der målrettet forbereder sig til OL i Tokyo i 2020.