World Tour-hold intensiverer intern kamp mod doping

16x9
Team Sunwebs Tom Dumoulin kan se frem til at blive testet endnu mere end han tidligere er blevet. Foto: DAVID STOCKMAN / Scanpix Denmark

Tyske Team Sunweb indfører et antidopingprogram i samarbejde med den hollandske antidopingmyndighed.

Team Sunweb, der er et af verdens største cykelhold, har taget et stort initiativ for at bekæmpe doping.

Søren Kragh Andersen og Pernille Mathiesens hold har indført et nyt program, så rytterne på både herre- og kvindeholdet kommer til at blive testet ud over det antidopingprogram, der allerede findes i international cykelsport.

Det nye program, der skal drives i samarbejde med den hollandske antidopingmyndighed Dopingautoriteit, kommer også til at gælde Team Sunwebs udviklingshold.

- Teamet kommer ikke til at indikere hverken hvornår, hvor eller hvilke atleter, der bliver testet. Mændene og kvinderne vil blive testet på præcis samme måde – uden at de bliver advaret inden. De bliver opsøgt via ADAMS-systemet, hvor rytterne hele tiden skal skrive, hvor de er henne, fortæller direktøren i Dopingautoriteit, Herman Ram, til Team Sunwebs hjemmeside.

Team Sunweb skriver, at man ser det nye antidopingprogram som det første skridt mod at skabe en ren sport.

Programmet træder i kraft i begyndelsen af 2018, og helt konkret kommer rytterne til at aflevere interne urin- og blodprøver ud over de tests, de ellers skal stille op til.

Resultaterne af de interne prøver bliver delt med de internationale dopingmyndigheder, ligesom de vil kunne ses i rytternes biologiske pas.

Antidopingprogrammet bliver betalt af holdets hovedsponsor, rejseselskabet Sunweb.

Ud over Søren Kragh Andersen og Pernille Mathiesen er der også dansk islæt i personalets stab, hvor Morten Bennekou er træner.