Porte sat til vægs af suveræn tempospecialist

16x9
Rohan Dennis vandt helt overlegent det australske mesterskab på enkeltstart. Foto: JAIME REINA / Scanpix Denmark

Rohan Dennis kunne i overlegen stil køre sit tredje nationale mesterskab i enkeltstart i hus, da han vandt med mere end et minut ned til nummer to.

Han var på forhånd den helt store favorit og forventningerne blev i den grad indfriet.

Rohan Dennis er Australiens tempokonge nummer 1, og det beviste han igen i nat, da han sikrede sig sit tredje nationale mesterskab i streg i enkeltstart. 

- Jeg er rigtig glad. Jeg har det seneste år brugt rigtig meget tid i Europa, så jeg var lidt nervøs for varmen. Alt gik dog efter planen og jeg sikrede mig sejren, siger en glad Rohan Dennis i en pressemeddelelse fra sit hold, BMC.

Dennis kørte den 40,9 km lange rute på 51 minutter og 14 sekunder. Det skete med en gennemsnitsfart på hele 47,9 km/t. Han vandt med 1:08 ned til Luke Durbridge, der blev nummer to, mens Australiens største cykelstjerne, Richie Porte, blev nummer tre. 

- At komme og vinde mesterskabet igen og skulle køre i nationaltrikoten endnu et år er en stor ære. Vi har nogle rigtig stærke enkeltstartsryttere i det her land, så jeg er glad, siger Rohan Dennis.

- Jeg er tilfreds med mit resultat i dag. Mit mål var at komme på podiet, og at slutte efter så hurtige folk som Rohan Dennis og Durbridge er ikke nogen skam. Nu glæder jeg mig til landevejsløbet på søndag, sagde Richie Porte efter enkeltstarten. 

Husk, du kan se cykelløb fra Australien, når TV 2 SPORT og TV 2 PLAY viser direkte fra Tour Down Under. Det er fra den 16. til den 21. januar.