Porte var lamslået over nyheden om Froome

16x9
Richie Porte og Chris Froome har i mange år været store rivaler. Foto: David Mariuz / Scanpix

Chris Froomes mistænkelige dopingprøve chokerede britens gode ven og kollega Richie Porte.

Det kom som en stor overraskelse for Richie Porte, da han i december hørte nyheden om, at Chris Froome havde afleveret en 'mistænkelig dopingprøve' under sidste års Vuelta a España.

De to cykelryttere kørte sammen på Team Sky fra 2012-15, hvor Porte var Froomes vigtigste hjælper i de tre Tour de France-sejre i den periode.

Sidenhen skiftede Porte til BMC, men venskabet mellem de to forblev intakt. Derfor ramte nyheden om prøven australieren ekstra hårdt.

- Da jeg hørte nyheden, blev jeg chokeret, fortalte Porte ifølge Cyclingnews på et pressemøde.

- Lad os se, hvad der sker. Der er ikke så meget at gøre. Jeg var lamslået, ligesom I (journalisterne, red.) også var.

Skal bevise sin uskyld

Det var den 13. december, da nyheden, om at Chris Froome blev undersøgt af den internationale cykelunion, UCI, kom ud. Briten havde afleveret en dopingprøve efter 18. etape af Vueltaen, der viste en for høj koncentration af stoffet Salbutamol.

Stoffet i sig selv er ikke ulovligt, men en prøve undersøges nærmere, når den indeholder mere end 1000 nanogram Salbutamol per milliliter. Froomes prøve indeholdte 2000 nanogram per milliliter.

 - Min astma forværredes, så jeg fulgte holdlægens råd om at øge min dosis af salbutamol. Som altid var jeg ekstremt forsigtig for at sikre, at jeg ikke indtog mere end den tilladte dose, sagde Chris Froome tilbage i december.

Det er tilladt at inhalere op til 1600 mikrogram Salbutamol over 24 timer. Dog aldrig mere end 800 mikrogram over en periode på 12 timer. Chris Froomes opgave er nu at bevise, at han ikke har taget mere end den tilladte mængde.

Han kommer til at få en karantæne, og det vil være helt i orden

Jan Bakelants

'Karantæne vil være i orden'

Der har indtil videre været splittelse blandt cykelfolk, om Froome skal have karantæne eller ej.

Den tidligere Tour de France-vinder Greg LeMond har eksempelvis udtalt, at han ikke køber Froomes forklaring.

- Det er Froomes ansvar at vide, hvad han fylder i sin krop. Kun han er ansvarlig. Hele feltet afhænger af, at man kan stole på, at folk følger de regler, der er sat op. Hvis de regler ikke følges, underminerer man sporten, siger Greg Lemond til The Times.

AG2R-rytteren Jan Bakelants er den seneste, der har udtalt sig i sagen om Froome.

Belgieren, som har deltaget i Tour de France de seneste fem år, tror, at den britiske cykelrytter bliver dømt.

- Han kommer til at få en karantæne, og det vil være helt i orden, siger han Hln.be.

Bakelants føler sig sikker i sagen, fordi cykelrytteren Diego Ulissi i 2014 fik karantæne i en lignende sag. Dengang blev italieneren i første omgang tildelt en karantæne på to år. Sidenhen blev den nedsat til ni måneder.

Du kan høre meget mere om Froome-sagen i TV 2 SPORTs cykelpodcast, som du kan finde via iTunes og SoundCloud - bare søg på 'TV 2 Cykling'. Du kan også høre podcasten lige her.