- Jeg er midt i en stor, fed midtvejskrise, siger Jens Voigt om vanvittig maraton-uge

Syv maratoner på syv dage. Jensie’s Marathon Madness er titlen på det velgørenhedsprojekt, den tidligere cykelrytter, Jens Voigt, løber i disse dage.

Opdateret kl. 13.16: Jens Voigt har fået skinnebensbetændelse, og lægerne siger, at han ikke må løbe i dag. I stedet cykler han ved siden af de folk, som møder op. Se hans hilsen på Facebook.

Langt de fleste ville helt sikkert synes, at et enkelt maraton er hårdt nok i sig selv, men i Berlin løber en mand rundt og gør den holdning til skamme lige nu.

Der er nok en del vanvid involveret i det her

Jens Voigt

Jens Voigt er nemlig ikke som de fleste. Den 46-årige tysker, der tidligere har kørt for blandt andet Bjarne Riis cykelhold, har sat sig for at løbe hele syv maratonløb på syv dage. 'Jensie's Marathon Madness' - altså 'Jens' maraton-vanvid' er navnet på projektet. Alt sammen for at samle penge ind til kræftforskning.

- Hvis, du tror, det er hårdt at løbe et maraton eller syv, så tænk bare på mennesker, der kæmper med kræft. De kæmper for livet. Jeg gør det for sjov. Jeg kan stoppe, hvis jeg ikke kan løbe videre i morgen. Det dør jeg ikke af. Hvis en kræftpatient stopper med at kæmpe, dør vedkommende, forklarer Voigt til TV 2 SPORT.

Han løber for at skabe opmærksomhed omkring og indsamle penge til Tour de Cure. En australsk kræft-velgørenhedsorganisation, som han har arbejdet sammen med i tre år. Voigt gør det dog også lidt for sin egen skyld.

- Jeg er midt i en stor, fed midtvejskrise, så jeg gør det her for at bevise over for mig selv, at jeg faktisk stadig er ung, i form og i live, lyder det fra Voigt, der inden sin vanvidsuge havde løbet fem maratonløb tidligere.

Jens Voigt gik i gang den 2. januar og vil indtil den 8. januar fortsætte med at løbe de 42,195 kilometer hver eneste dag.

TV 2 SPORT var med en af dagene. Se indslaget øverst.

Alle kan løbe med

Voigt løber tæt på sit hjem i Berlin. Han starter hver dag kl. 11 på en parkeringsplads for foden af Teufelsberg i den tyske hovedstad og begiver sig ud på en 7,065 kilometer lang rute i både by og skov.

Jens Voigts maratonrute

Alle er velkomne til at løbe eller cykle med i det omfang, man kan. Voigt løber altså seks omgange, mens andre kan springe både på og fra undervejs. Det har fans, venner og almindelige motionister allerede gjort.

Jens Voigt er ikke bange for smerte og har da også prøvet sit i de 14 Tour de France-løb, han har gennemført. Således er han også manden bag udtrykket 'shut up legs', som han ynder at sige til sine ben, når han lider mest. Dog synes han, at løb er hårdere end cykling, og derfor er opbakningen under de syv maratonløb vigtig.

- Jeg er glad for, at folk løber med mig, for så er frister det ikke sådan lige at give op, siger han.

Ikke første vanvidsprojekt

Det er ikke første gang, at Jens Voigt har gang i et udmagrende støtteprojekt for kræftforskning. Sidste år samlede han også penge ind til Tour de Cure og endte med et beløb på 28.000 euro.

Projektet hed dengang Everest Challenge og gik ud på at køre op og ned af selvsamme Teufelsberg, indtil han havde tilbagelagt højden på Mount Everest. Altså 8.848 højdemeter. Da Teufelsberg kun er 90 meter højt, krævede det altså små 100 ture op og ned. Det tog Voigt næsten 27 timer.

I år er Jens Voigts mål at indsamle minimum 10.000 euro.

- Hvis jeg vil motivere folk til at donere penge, kan jeg ikke bare sidde i min sofa, drikke kaffe og ryge cigar. Jeg lider for at hjælpe folk, der lider endnu mere end mig.

- Jeg beder ikke folk om 100 dollars eller 1.000 dollars. Bare 10 euros. Det, tror jeg, mange har. Hvis man er villig til at åbne sit hjerte op, beder jeg kun folk om samtidig at åbne pungen en lille smule også, opfordrer Voigt.

Du kan følge Jens Voigts maraton-uge på hans Twitter-profil.