Mørkøv har fundet sin makker i Par nummer 7

16x9
Michael Mørkøv har fundet ud af, hvem han skal køre sammen med i Par nummer 7. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

For første gang siden 2006 bliver Par nummer 7 ikke et rent dansk par. Michael Mørkøv skal i år køre sammen med en belgisk rytter.

Michael Mørkøv skal være en del af det legendariske Par nummer 7 for 10. gang, når han i starten af februar stiller op ved 6-dagesløbet i Ballerup.

Men for første gang kommer Michael Mørkøv ikke til at køre sammen med en dansk rytter. Han skal nemlig danne par med belgiske Kenny de Ketele, erfarer TV 2 SPORT. De Ketele er en stærk rytter, der før har presset Michael Mørkøv i kampen om den samlede sejr.

Michael Mørkøv bliver en af få danske profiler i Københavns 6-dagesløb nummer 56. Danmarks Cykle Union har nemlig planlagt en træningslejr for banelandsholdet i Sydafrika, mens 6-dagesløbet køres. Derfor kan prominente navne som Julius Johansen og Niklas Larsen ikke stille op i Ballerup.

I Mørkøvs ni første 6-dagesløb som Par nummer 7 har han vundet seks gange, og igen i år kommer han for at køre om sejren.

- Jeg glæder mig til at være en del af det endnu engang. Det var 6-dagesløbet, der startede min passion for cykelsport, og så er det en god mulighed for at køre for et dansk publikum. Det er en sand fornøjelse.

Kommer du til at vinde igen?

- Det håber jeg da på. Det er det, jeg kommer til at køre efter – og det er det, der forventes af mig og Par nummer 7.

Michael Mørkøv varmer op til 6-dagesløbet ved at køre Tour Down Under i Australien. Han kommer hjem til Danmark et par dage før løbsstarten i Ballerup.

6-dagesløbet køres fra den 1. til den 6. februar. Løbet kan følges på TV 2 SPORTs kanaler.