Dansk VM-bronzevinder får debut i Paris-Roubaix

Cykelrytteren Michael Carbel er blandt Fortuneo-Samsics udvalgte til klassikeren Paris-Roubaix. Det bekræfter han overfor TV 2 SPORT.

I videoen øverst kan du se eller gense Michael Carbel vinde bronze ved U23-VM i norske Bergen.

Fortuneo-Samsic-rytteren Michael Carbel kan se frem til debut i den prestigefyldte klassiker Paris-Roubaix, der hører til blandt de fem største endagsløb i verden.

Den 22-årige dansker er på startlisten til løbet hos cykelmediet ProCyclingStats, og overfor TV 2 SPORT bekræfter han, at han efter planen skal køre med på de franske brosten.

Inden da - helt præcist om seks dage - stiller han til start i etapeløbet Tour of Oman, der også får deltagelse af landsmanden Søren Kragh Andersen samt Vincenzo Nibali og Mark Cavendish.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med at køre nogle cykelløb. Jeg startede på Mallorca, men så jeg blev syg. Jeg kørte et rigtig dårligt løb, og jeg var syg hele weekenden. Så nu glæder jeg mig sådan set bare til at komme til Oman og starte med sæsonen, siger Michael Carbel til TV 2 SPORT.

Efter Tour of Oman skal den danske U23-VM-bronzevinder køre endagsløbene Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Han håber også at være med i Catalonien Rundt i marts, inden det altså gælder Paris-Roubaix den 8. april.

Skal kæmpe for ny kontrakt

Michael Carbel er i gang med sin første sæson som professionel efter skiftet fra Virtu Cycling til det franske pro-kontinentalhold. Og den unge rytter lægger ikke skjul på, at han er glad for at være på Fortuneo-Samsic.

- Jeg er sindssygt glad. Jeg kan godt lide det, og jeg kan lide alle menneskerne omkring holdet. Selvfølgelig er der en sprogbarriere, som jeg skal have knækket koden til, men når det sker, er der ikke noget, der kan holde mig tilbage, lyder det fra Carbel.

Chris Anker Sørensen har selv erfaring med det franske cykelhold, og giver råd videre til Michael Carbel, der skal køre for dem i 2018Video: Sanne Jakobsen

Faktisk er han så glad for holdet, at han håber at kunne køre sig til flere end bare det ene år, han har skrevet under på.

- Jeg håber, at jeg kan skrive under på en ny kontrakt, og jeg skal blive ved med at vinde nogle cykelløb. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg vinder DM i linjeløb eller fire etaper i Tour de France, bare jeg stadig kører på cykel i 2019.

- Hvis Fortuneo tror på mig, behøver jeg ikke køre på højeste niveau. Hvis jeg er glad for holdet, og holdet er glad for mig, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke kan skrive med dem igen, siger Michael Carbel.

Fortuneo-Samsic er et af de fire hold, der har fået et wildcard til sommerens Tour de France.