Mørkøv var igennem 'et rent helvede' - blev indlagt få dage før 6-dagesløbet

Jesper Mørkøv har mildest talt været presset under 6-dagesløbet i København. Brorens triumf var det eneste positive, fortæller han.

Ud over det triumferende Par nummer 7 var en enkelt rytter ekstra lettet, da 6-dagesløbet i København sluttede ved midnat.

For Jesper Mørkøv har de seks dage i Ballerup været tæt på uudholdelige, og efter den sidste omgang i arenaen fortalte han til TV 2 SPORT, at brorens samlede sejr var det eneste positive oplevelse i løbet af ugen.

- Den her uge har været et helvede for mig. Jeg blev indlagt sidste mandag på et hospital i Tyskland med nyresten. Egentlig måtte jeg faktisk løbe derude for overhovedet at få lov til at være med her – lægerne var ikke enige med mig.

- Jeg har kæmpet for at være med i den her uge. Det har været et rent helvede. Den hårdeste uge i min karriere. Men det var ret fedt at se Michael være sådan her i aften. Han har været overlegen i hele den her uge, og det har været den eneste opløftning for mig at se.

Inden den afsluttende jagt var Michael Mørkøv og Kenny de Ketele på omgangshøjde med Yoeri Havik og Moreno De Pauw. De to par kæmpede om den samlede sejr, og derfor blev de sidste spurter om point afgørende. Her var Michael Mørkøv suveræn, og det var med til at sikre endnu en triumf for Par nummer 7.

Par nummer 7 med danske Michael Mørkøv og belgieren Kenny De Ketele vinder det københavnske 6-dagesløb foran par nummer 1. Det er Mørkøvs syvende sejr i løbet. Video: TV 2 SPORT

- Det var dejligt at se ham køre sådan her, for de sidste par år har han ikke været lige så sprudlende. Men i år har han været på et helt andet niveau, end han har været før. Så jeg glæder mig til at følge hans år med Quick-Step, siger lillebror Jesper Mørkøv.

For to år siden var Jesper Mørkøv selv en del af Par nummer 7. Her triumferede han sammen med Alex Rasmussen, og den yngste Mørkøv håber, at han en dag kan køre sammen med sin storebror i København.

- Jeg vil rigtig gerne, men det er op til min bror og det er op til Michael Sandstød (arrangør, red.). Jeg vil også sige, jeg skal køre lidt stærkere, end jeg gør nu. Formen var til det, men der var sygdom, der røg ind over.

Jesper Mørkøv kørte i år sammen med spanske Sebastian Mora. De blev nummer fem. 

Med sejren i 2018 har Michael Møkøv nu vundet 6-dagesløbet syv gange.