Par nummer 7 vinder 6-dagesløbet efter gyser-afslutning

Par nummer 7 vandt tirsdagens afgørende timejagt i seksdagesløbet, og Michael Mørkøv fik dermed sin syvende sejr i København.

Det legendariske par nummer 7, der i år bestod af duoen med danske Michael Mørkøv og belgieren Kenny De Ketele, vandt det københavnske seksdagesløb foran par nummer 1.

De to par havde domineret alle seks dage i Ballerup Super Arena, og tirsdags afsluttende dag var ingen undtagelse.

Parrene var hele den afsluttende jagt på omgangshøjde, og derfor blev de sidste spurter om point afgørende for aftenens udfald.

Par nummer 7 med danske Michael Mørkøv og belgieren Kenny De Ketele vinder det københavnske 6-dagesløb foran par nummer 1. Det er Mørkøvs syvende sejr i løbet. Video: TV 2 SPORT

Da rytterne sidste gang kørte over målstregen, havde Mørkøv og hans makker skrabet flest point sammen, mens de samtidig vandt den afsluttende jagt på over én time foran netop par nummer 1.

Par nummer 7 endte til sidst med 313 point, mens par nummer 1 sluttede med 297 point, men det var først i de sidste fem spurter, at Mørkøv og De Ketele skrabede nok point sammen til at gå forbi par nummer 1.