Tidligere sportsdirektør anklager Majka for doping

16x9
Rafal Majka her efter en sejr i Vuelta a España. Foto: JOSE JORDAN / Scanpix Denmark

En tidligere sportsdirektør anklager nu cykelprofilen Rafal Majka for brug af det forbudte stof testosteron.

Den 28-årige polske cykelrytter Rafal Majka har 17 professionelle sejre på et ganske flot CV.

Blandt dem finder man tre etapesejre og to vundne bjergtrøjer i verdens største cykelløb Tour de France.

Men ifølge den tidligere sportsdirektør for cykelholdet Altopack Eppela så er de flotte skalpe ikke kun kommet i hus på brød, vand og hård træning.

- Rafal Majka tog testosteron, da han blev trænet af Elso Frediani (En anden tidligere sportsdirektør, red), siger Andrea Del Nista ifølge den italienske sportsavis Gazzetta dello Sport.

Andrea Del Nista blev fornylig tilbageholdt af de italienske myndigheder, fordi han sammen med seks andre efterforskes for at have forbindelse til den bare 21-årige cykelrytter Linas Rumsas' pludselige død sidste år.

Linas Rumsas' far er den tidligere dopingdømte cykelrytter Raimondas Rumsas, der ligeledes er blevet tilbageholdt i forbindelse med undersøgelser af sagen.

Og det er angiveligt i sagsmaterialet fra anklageren i sagen, at den italienske avis har Andrea Del Nistas anklage mod Bora–Hansgrohe rytteren Rafal Majka fra.

- Majkas kæbeparti har ændret form. Og det sker, når man tager testosteron. Så bliver ens kæbe og hage mere rund i formen, lyder anklagen blandt andet fra den nu tidligere sportsdirektør Andrea Del Nista.

Hvornår dopingmisbruget skulle have fundet sted, beretter historien ikke noget om.

Rafal Majka har endnu ikke ytret sig i sagen.