Chris Anker Sørensen stopper karrieren efter denne sæson

16x9
Chris Anker Sørensen stopper karrieren, når kontrakten med Riwal udløber efter denne sæson. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

33-årige Chris Anker Sørensen stopper sin professionelle karriere, når denne sæson er forbi.

Det, der startede for 13 år siden på Bjarne Riis' cykelhold CSC, lakker mod enden.

Cykelrytteren Chris Anker Sørensen har besluttet sig for at indstille sin professionelle karriere, når hans nuværende kontrakt med det danske kontinentalhold Riwal CeramicSpeed Cycling Team udløber.

- Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt ung længere, og at kroppen ikke kan det, den kunne. Jeg har slet ikke det niveau, jeg havde førhen, siger Chris Anker Sørensen til TV 2 SPORT.

- Derudover trænger jeg også til at være mere sammen med min familie. Det har været mange år på farten, og nu har jeg brug for at være lidt mere hjemme og er klar til at tage et nyt skridt i mit liv og være noget andet end bare cykelrytter.

Chris Anker Sørensen kørte fra 2005 til 2015 for det danske cykelhold, der til sidst blev russisk og hed Tinkoff-Saxo.

I takt med det dalende niveau tog den danske mester fra 2015 et skridt ned til det franske prokontinentalhold Fortuneo i 2016 og endte sidste år hos danske Riwal.

- Man må jo bare erkende, at det er naturens gang, men det er da lidt underligt at tænke på, at man aldrig kommer til at køre så stærkt igen. Det er ikke bare en dans på roser, men det er nu engang sådan, livet er, og derfor er det måske lidt nemmere at tage beslutningen. Det er ikke helt så sjovt, fordi man ikke kan de samme ting, man kunne førhen, siger Chris Anker Sørensen til TV 2 SPORT.

Chris Anker Sørensen vandt i 2010 en etape i Giro d'Italia.

Han nåede i alt at køre 12 Grand Tours, hvoraf de fem var verdens største cykelløb, Tour de France.