Fuglsang hev i 'nødbremsen' og kørte ind i en mur

En mur kom i vejen, da Jakob Fuglsang søndag var i angreb på den afsluttende etape i dette års Paris-Nice.

Jakob Fuglsangs Paris-Nice startede med en tur i asfalten - og sådan sluttede det også. 

Danskeren, der allerede røg ud af klassementet på løbets første dag efter et styrt i finalen, var søndag tidligt i angreb på den afsluttende etape. Men også her gik det galt, da han mistede kontrollen på en nedkørsel i et kraftigt regnvejr. 

- Jeg kom lidt for hurtigt ind i et sving på nedkørslen, blev nødt til at hive i nødbremsen og havnede i en mur, hvor jeg slog styret skævt. Jeg mistede kontakten med Alaphilippe (Julian, red.) og Fraile (Omar, red.). Det var noget af en streg i regningen, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Astana-rytteren havde angrebet sammen med holdkammeraten Omar Fraile og Quicksteps Julian Alaphilippe. Den stærke trio havde oparbejdet et forspring på 40 sekunder, inden det gik galt for Fuglsang. 

Danskeren måtte herefter finde sig til rette i favoritgruppen, men også her mistede han kontakten, da finalen for alvor gik i gang.

- Jeg havde lidt problemer med bremsen hele dagen, og de tog ikke fat, som de skulle i regnvejret. Jeg holdt lidt igen, og det var derfor, jeg blev sat flere gange på nedkørslen. Jeg stolede ikke på mig selv og cyklen efter styrtet. Det er bittert, siger Fuglsang, der trods alt kan glæde sig over formen. 

- Nu er det overstået, og så må vi se fremad. Det eneste positive er, at følelsen i benene har været gode, og jeg har været godt kørende. Det kan jeg tage med.  

Jakob Fuglsang kom i mål som nummer 15 - næsten tre minutter efter Sky-rytteren David de la Cruz, der kørte først over målstregen. 

Roser holdet efter et flot Paris-Nice

Astana har flere gange været tæt på at vinde en etapesejr under årets Paris-Nice, og sådan var det også søndag, hvor Omar Fraile måtte se sig slået af David de la Cruz med få centimeter i spurten. 

- Igen i dag (søndag, red.) kører holdet godt, og vi er med fremme og skaber løbet. Med lidt held, så havde vi lavet det helt store nummer. Vi kørte efter den plan, vi lavede i morges, siger Fuglsang. 

Astana kan trøste sig med, at holdet i fem dage havde løbets gule trøje, som Luis Leon Sanchez kørte sig til på 2. etape. Den måtte han dog slippe på lørdagens kongeetape, hvor den afsluttende stigning blev en tand for voldsom. 

- Holdet har været stærkt, og vi kører måske bedre, end vi har gjort i de fem år, jeg har været på Astana. Holdet har virkelig taget et step op. Alle har et godt niveau for nuværende, siger Jakob Fuglsang. 

Nu venter der en længere pause for Jakob Fuglsang, der først skal i aktion igen i midten af april, når Amstel Gold Race løber af stablen.