Danske ryttere jubler over Valgrens triumf

Jakob Fuglsang og Christopher Juul-Jensen glæder sig over Michael Valgrens triumf i søndagens Amstel Gold Race.

Det var en større plan, der gik op i en højere enhed, da Michael Valgren søndag kørte først over stregen i Amstel Gold Race og vandt karrierens største sejr. 

De to Astana-danskere Michael Valgren og Jakob Fuglsang var med i favoritgruppen på de sidste kilometer, og her var planen, at de to skulle angribe på skift for at gøre det hårdt for de andre, fortæller Fuglsang. 

- Han kørte skidegodt, og vi hjalp hinanden. Han sparede sig fornuftigt, og jeg kørte aggressivt for, at kan kunne lukrere på det. Han sagde, han ville vente med sit angreb, og så gav jeg den gas, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT. 

Michael Valgren angreb med 2,3 kilometer til mål, og han fik hurtigt selskab af Roman Kreuziger, der selv vandt løbet i 2013. Men danskeren var kølig i spurten, hvor han vandt uden problemer. Dermed kunne Valgren op på podiets øverste trin i modsætning til 2016, hvor han måtte nøjes med andenpladsen. 

Også Michelton-Scotts Christopher Juul-Jensen kan glæde sig over Valgrens triumf, selvom det var en holdkammerat, som landsmanden besejrede i spurten. 

- Jeg ville gerne have set Roman vinde, men når han endelig skulle blive slået, så er det altså meget rart, at det var Valgren, der kørte først over målstregen, siger danskeren. 

- Generelt set har det været et fantastisk år for dansk cykelsport med Michael Valgren og Mads Pedersen, der virkelig har kørt fantastisk, siger Christopher Juul-Jensen videre med henvisning til Mads Pedersens andenplads i Flandern Rundt for tre uger siden. 

Triumfen var Michael Valgrens anden store sejr i år, efter han i februar vandt det belgiske endagsløb Het Nieuwsblaad. 

- At han formår at vinde et stort løb som Het Nieuwsblaad og senere også Amstel Gold Race, siger lidt om hans enorme talent, siger Christoffer Juul-Jensen. 

Astana har allerede haft et succesfuldt år, hvor de har leveret flere store resultater - heriblandt Valgrens to store sejre. Og det er noget, der giver selvtillid på hele holdet. 

- Det er altid godt, når der er succes. Det giver kæmpe moral, når der bliver kørt stærkt, og vi kan sidde med i finalen. Vi har trænet hjemmefra, siger Jakob Fuglsang. 

Jakob Fuglsang sad også med langt ind i finalen, hvor han kom i mål som nummer otte.