Valgren bliver hyldet i udlandet: - Dette er hans år

Både udenlandske kollegaer og journalister i cykelmiljøet roser Michael Valgren for hans sejr i Amstel Gold Race.

Hvis der var nogen i cykelmiljøet, der skulle være i tvivl om, hvem Michael Valgren er, så cyklede thyboen sig ind i folks bevidsthed søndag eftermiddag.

Den 26-årige Astana-rytter satte først størstedelen af favoritterne, inden han slog Roman Kreuziger i kampen om at blive Amstel Gold Race-vinder.

Før var han en blomst, der var i gang med at åbne. Men ét år bryder en rytter ud, og i år, det er Valgrens år

Hugo Coorevits, belgisk journalist

Det vidner om stor kvalitet, mener Hugo Coorevits, som er journalist på den belgiske avis Het Nieuwsblad.

- Jeg vil sige, at han her i landet (Belgien, red.) har været kendt i tre år som et stort talent for fremtiden. Og i år er det hele gået op i en højere enhed. Jeg synes, Danmark har fået en ny stor klassikerrytter, fortæller han til TV 2 SPORT.

Det er Valgrens anden titel i år, efter han i slutningen af februar vandt brostensløbet Omloop Het Nieuwsblad foran flere store navne.

At han netop har kunnet holde topformen over så mange uger, vækker opsigt. Det mener Marc Ghyselinck, som er kollega til Hugo Coorevits på Het Nieuwsblad, der lægger navn til løbet, Valgren vandt i år.

- Jeg synes, det er overraskende, fordi der ikke er mange ryttere, der lykkedes med et løb at vinde syv uger efter Omloop Het Nieuwsblad. Det er et helt andet løb. Det er meget hårdt at fastholde det niveau over så lang tid, så det er velfortjent, siger han.

For at understrege hvor sjældent det sker, har kun legenden Eddy Merckx formået at vinde Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race samme år.

Hugo Coorevits beskriver det således:

- Før var han en blomst, der var i gang med at åbne. Men et år bryder en rytter ud, og i år, det er Valgrens år.

Ikke normalt

Ifølge Ghyselinck er det mest imponerende ved Valgren, at han er så fleksibel i cykelklassikerne. De fleste nye ryttere fokuserer enten på at skulle præstere i brostens- eller Ardenner-klassikerne.

Simpelthen fordi løbene er vidt forskellige. Det har Valgren vist, at han mestrer. For to uger siden blev han nummer fire i cykelmonumentet Flandern Rundt, der byder på flere brostenspavéer undervejs.

Michael Valgren kunne som den blot anden dansker lade sig kåre som vinder af Amstel Gold Race. Den første var Bjarne Riis i 1997.
Michael Valgren kunne som den blot anden dansker lade sig kåre som vinder af Amstel Gold Race. Den første var Bjarne Riis i 1997. Foto: Marcel Van Hoorn / Ritzau Scanpix

Mens han søndag fulgte det op med en sejr i Amstel Gold Race.

- Det er ikke en normal tankegang hos rytterne i dag at præstere i begge typer klassikere. Det er nærmest kun (Philippe, red.) Gilbert, der har formået at vinde begge typer løb i nyere tid, siger Ghyselinck.

Selvom Valgren er et navn, som den belgiske journalist fremover vil begynde at lægge mere mærke til, mener han, at der fortsat mangler et niveau, før danskeren kan betragtes som en af de store klassikerryttere.

- Lige nu er han ikke favorit til at vinde Paris-Roubaix, Flandern Rundt eller Milano-Sanremo. For her er der ryttere, som brænder endnu mere for at vinde dem end Amstel. Men han er ung, så han kan komme langt.

Herunder kan du læse, hvad tre cykelryttere synes om Valgrens sejr i Amstel Gold Race.

Mark Cavendish, cykelrytter på Dimension Data:

- Jeg er officielt fan af Michael Valgren. Hvis du ser ham køre løb, vil du elske ham. Hvis du snakker med ham, vil du elske ham. Godt arbejde, ven, skriver Cavendish på Twitter.

Enrico Gasparotto, cykelrytter på Bahrain-Mehrida, slog Valgren i finalen i Amstel Gold Race i 2016:

- Han ventede, ventede og ventede. Og så kørte han spurten. Det samme, som jeg gjorde mod ham i 2016. Det kan ses, at Valgren er to år mere erfaren. Han har været i finalerne i et stort løb og nu vundet. Så han er mere bevidst om sit potentiale. Han er virkelig en god rytter, og jeg er glad for, at en rytter som ham vandt.

Jempy Drucker, cykelrytter hos BMC og ligesom Michael Valgren klient hos sportsmarketingsvirksomheden CORSO:

- Når du er en Corso-atlet, og Michael Valgren vinder, føles det næsten som om, at en holdkammerat har vundet. Skøn fyr, velfortjent. Nyd det, 'danish dynamite'-ven.

I den seneste udgave af TV 2 SPORTs cykelpodcast går cykelekspert Brian Nygaard og cykelkommentator Rasmus Staghøj i dybten med Valgrens sejr.

Find den i iTunes og SoundCloud ved at søge på 'TV 2 CYKLING'.