Kontraktjagtende Valgren er i høj kurs

Michael Valgren står uden kontrakt fra næste sæson, men Astana-danskeren skal bestemt ikke forvente at blive arbejdsløs. Tværtimod.

Michael Valgren har haft rigeligt at juble over i foråret. Han har vundet Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race og kørt sig til en fjerdeplads i monumentet Flandern Rundt.

Resultater, der har bragt ham op på fjerdepladsen på World Tourens rangliste foran klassikerstjerner som Greg van Avermaet, Philippe Gilbert og Sep Vanmarcke.

Men i løbet af de kommende måneder kan den danske cykelstjerne få endnu mere at glæde sig over.

Michael Valgren står nemlig uden kontrakt fra næste sæson, og med sine gode resultater i foråret er han nu i en gunstig forhandlingssituation, vurderer TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard.

- Michael kommer til at tjene rigtig mange penge. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Det gør han nok også allerede. Men han skal også tænke på, hvor han har mulighederne for at lave det næste store resultat henne.

- Han har 10 år endnu, hvor han kan tjene penge og gøre, hvad der passer ham resten af sit liv. Men det kræver også, at han har nogen omkring sig, der kan give ham muligheden for at skabe de her resultater, siger Brian Nygaard i den seneste udgave af TV 2 SPORTs cykelpodcast.

Michael Valgren siger til DR SPORTEN, at han lige nu vil foretrække at blive på Astana.

- Det er fedt at være en loyal rytter, og det er nogle gange svært at vænne sig til nyt udstyr. Det er måske også derfor, vi havde en lidt svær sæson sidste år, hvor det hele var nyt. Kan jeg undgå at skifte hold, vil jeg gerne det. Men jeg holder selvfølgelig alle døre åbne, siger han til DR.

Langtidsplanlægning for Valgren

Og det kan være en fordel for Michael Valgren at blive, hvor han er, mener Brian Nygaard.

- Belært af den uro og den dårlige stemning på Astana, da Fabio Aru var der, tror jeg også godt, at Michael ved, at han skal bevæge sig et sted hen, hvor han føler sig godt tilpas, og hvor han ikke får skabt et hold inde i holdet. Man kan ikke tage for givet, at man har det godt et sted. Det tror jeg godt, at Valgren ved. Derfor formoder jeg også, at det er en langtidsplanlægning, som han er i gang med i forhold til, "hvor vil jeg gerne være henne i de næste to-tre sæsoner". Det med lønchecken er jeg sikker på, at hans agent nok skal tage sig rigtig godt af.

Hvis Michael Valgren alligevel skulle finde på at skifte hold, står han på grund af sine gode resultater i foråret i en situation, hvor han kan få indflydelse på mere end bare lønchecken.

- Han er oppe på et niveau nu, så når han er inde i en forhandling med for eksempel Astana eller et andet af de fem-seks største hold, hvor jeg helt sikkert synes, at han hører til, så kan han også stille nogle krav i forhold til, hvem han vil have med, og hvad han vil sætte sig på i forhold til et løbsprogram.

- Valgren kan tage fat i sin agent og et par andre ryttere, som han vil have med sig – det har vi set før – og så kan han skabe en ny stamme omkring Valgren.

Næste opgave for Michael Valgren er onsdag, hvor der køres Fleche-Wallonne. Et løb, som du kan se på TV 2. Derefter gælder det søndag den sidste af de tre Ardenner-klassikere – og forårets sidste monument – Liège–Bastogne–Liège.

Indtil da kan du høre meget mere om Michael Valgrens sejr i den seneste podcast fra TV 2 CYKLING. Du kan finde den via iTunes og SoundCloud. Søg på TV 2 CYKLING.