Fuglsang er skuffet efter misset mulighed for topresultat

Jakob Fuglsang var med i finalen i søndagens Liége-Bastogne-Liége, men kunne ikke følge med Quick-Step Floors' Bob Jungels, der kørte alene i mål.

Forhåbningerne var et topresultat, men Jakob Fuglsang måtte nøjes med en 10.-plads i årets fjerde monument, Liége-Bastogne-Liége. 

Danskeren havde på forhånd meldt ud, at han både håbede og forventede at køre med om sejren, og Fuglsang sad da også med i finalen, men kunne ikke stille noget op over for Quick-Step Floors' Bob Jungels, der kørte alene over målstregen efter et imponerende soloridt. 

- Jeg er lidt skuffet over, at vi ikke får mere ud af det i dag, og at vi ikke er bedre med i finalen. Jeg var der måske ikke helt så meget, som jeg gerne ville, men det er måske fordi, jeg brugte for mange kræfter, inden vi nåede ind i finalen, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT. 

- En 10.-plads er okay. Det er svært at spurte mod de her ryttere, men i det mindste så tror jeg da, at jeg slog Valverde, og det kan man da glæde sig over, siger Fuglsang videre. 

Bob Jungels angreb på nedkørslen efter løbets sidste stigning, Roche-aux-Faucons. Og da Michael Woods fra EF Education First mistede hjulet på tempomaskinen fra Luxembourg, så formåede han at slå hullet til favoritgruppen, hvor Fuglsang sad. 

- Jeg synes egentlig det gik godt derude, og jeg følte mig godt kørende, men så ender det med, at jeg på Roche-aux-Faucons (løbets sidste stigning, red.) kommer til at sidde på baghånd i stedet for at sidde med helt fremme. 

- Jeg skulle have været med Jungels, da han kørte, men det er jo svært. Han fik en gave foræret af EF Education First-rytteren, der slap hans hjul på nedkørslen. Vi kiggede for meget på hinanden, siger Jakob Fuglsang. 

Danskeren forsøgte enkelte gange at angribe, men han blev hurtigt hentet ind igen, og så måtte han stille sig tilfreds med at komme ind på den sidste kilometer sammen med resten af favoritterne. 

Astanas anden dansker, Michael Valgren, kom i mål som 19 og blev dermed løbets næstbedste dansker.