Kom med helt ind i hovedet på Valgren under sæsonens store sejre

Michael Valgren leverede store resultater i Omloop Het Nieuwsblad, Flandern Rundt og Amstel Gold Race. Her tager han os med igennem klassikerne.

Du kan se dokumentaren 'Michael Valgren - det fortryllende forår' lørdag klokken 18.25 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Den lille bakke blev lavet om til Alpe d'Huez, og målstregen på den berømte avenue Champs Élysées var nu lavet om til vejen ind mod den lille by Østerild i Thy.

Den danske cykelrytter Michael Valgren fandt glæden ved cyklingen, da han og kammeraterne kørte de små veje omkring hjembyen, hvor de efterlignede store momenter og sejre i cykelsporten.

I starten af dette år har det dog været den 26-årige thybo selv, som de små drenge har efterlignet. Astana-danskeren har nemlig hentet en fjerdeplads i det store monument Flandern Rundt, men størst er sejrene i klassikerne Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, der har skabt et helt fortryllende forår.

Herunder tager Michael Valgren os med igennem sejrene i Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, imens danskeren hårde kamp til fjerdepladsen i Flandern Rundt, hvor han styrtede på et afgørende tidspunkt, også bliver fortalt.

Sejren i Omloop Het Nieuwsblad

Jeg tror som regel, at jeg kan vinde de cykelløb, jeg stiller op i, men jeg havde haft en dårlig træningsuge op til løbet. Jeg havde ikke trænet så meget, som jeg gerne ville, da jeg skulle til Lyon for at se en etape af Paris-Nice, og der røg to træningsdage.

Nu ved jeg, hvordan det føles. Det skal bare gøre rigtig ondt

Michael Valgren om sejren i Omloop Het Nieuwsblad

Jeg endte så med at være super frisk til løbet og endte med at vinde. Og det er egentlig også dér, at jeg får øjnene op for, at hvis jeg møder frisk op til løbene, så kan jeg vinde. Det er egentlig sjovt, fordi at jeg var usikker inden start, men så endte jeg med at baske de andre. Jeg havde egentlig gjort det helt perfekt, fået slappet af og lyttet til min træner for en gangs skyld.

Nieuwsblad var et fedt cykelløb, da vi kørte den gamle finale fra Flandern Rundt. Det var lidt specielt for dem, der kender historikken i det, da vi var oppe over stigninger som Kapelmuur og Bosberg. 

Michael Valgren havde ondt i benene, da han vandt Omloop Het Nieuwsblad.
Michael Valgren havde ondt i benene, da han vandt Omloop Het Nieuwsblad. Foto: Yorick Jansens / Ritzau Scanpix

Vi sad tre mand i finalen, og de andre ville ikke helt melde ud, hvad de ville. Jeg vidste jo godt, at hvis gruppen skulle vinde, så skulle vi rykke. Jeg angreb tre-fire gange, og fjerde gang lykkedes det. Da jeg kom afsted og fik hullet, kunne jeg godt mærke, at jeg ville holde hjem. Men du er aldrig helt sikker, før du kører over stregen.

Det gjorde så ondt i benene. Det var fedt at få den følelse af, at det skal bare gøre ondt, fordi så vinder man. Sjældent har jeg haft så ondt i benene. Det var også tilfældet senere i Amstel Gold Race og egentlig også i Flandern Rundt. Sjældent har jeg lidt så meget, og jeg ved nu, at det er det, der skal til for at køre med de bedste. Det skal bare gøre rigtig ondt. Nu ved jeg, hvordan det føles. Den følelse skal jeg bare have igen. Når man har den følelse, så sidder man med, hvor det er sjovt.

Jeg fik ikke lavet en ordentlig jubelscene, fordi at jeg havde så ondt i benene. Jeg havde slet ikke nået at tænke på, at jeg skulle juble, fordi at jeg ikke havde været vant til at vinde. Hvordan skulle man gøre? Så først var det den ene arm i vejret, så var det den anden arm, fordi at der var syre op til begge ører. Jeg kunne ikke køre uden hænder, fordi at jeg var bange for, at jeg ville styrte. Det var lidt en sørgelig jubelscene, og der var mange følelser indblandet.

Først mærkede jeg glæde, da jeg kørte over målstregen, derefter forløsning og så endelig den der forløsning over, at jeg rent faktisk kan vinde cykelløb. Man kommer tvivlen til gode, og man går egentlig lidt og tvivler, når der går lang tid imellem sejrene. Der gik lang tid, uden at jeg havde vundet et cykelløb, og jeg havde ikke været øverst på skamlen.

Men det var bare helt kanon. Det gav noget selvtillid med til Flandern Rundt, Amstel Gold Race, Liége-Bastogne-Liége og forhåbentlig til resten af 2018. Det var helt perfekt.

Michael Valgren besejrede Lukasz Wisniowski og Sep Vanmarcke i Omloop Het Nieuwsblad.
Michael Valgren besejrede Lukasz Wisniowski og Sep Vanmarcke i Omloop Het Nieuwsblad. Foto: David Stockman / Ritzau Scanpix

Fjerdepladsen i Flandern Rundt

Jeg troede, at jeg kunne vinde Flandern Rundt inden start. Det gjorde jeg virkelig. Jeg vidste jo også, hvad der skulle til. Det er jo i gåseøjne nogle nemme cykelløb. Hvis du bare sidder fremme, så skal man nok komme langt, fordi det handler meget om den positionskamp, der er så meget snak om. Der lærer jeg noget hvert år.

Jeg var ikke god til det i år, men jeg var meget bedre til det, end jeg var sidste år. Det også det, der gør, at jeg kunne blive nummer fire. Heldigvis var jeg i så god form, at jeg kunne køre mig tilbage efter mit styrt, fordi at jeg væltede efter 150 kilometer, og før vi ramte Muur van Geraardsbergen.

Jeg kan køre med de bedste, når de lukker op, og det er en vanvittig følelse

Michael Valgren efter Flandern Rundt

Jeg tænkte, at det var godt nok noget pis, fordi at jeg også var væltet i onsdagens cykelløb, Dwars door Vlaanderen, hvor jeg egentlig også havde haft gode ben. At jeg skulle ødelægge mit forår på to styrt, det ville jeg simpelthen ikke. Derfor kørte jeg bare alt, hvad jeg kunne for at komme tilbage. Jeg sagde til mig selv, at nu kører jeg alt, hvad jeg kan indtil målstregen, og nu er jeg bare sur, fordi at jeg var bare sur.

Jeg kom tilbage og fik bare bedre og bedre ben i løbet af dagen. Jeg fik nok det mest optimale ud af det med en fjerdeplads, så det er jeg vildt stolt over.

Jeg sad med fornemmelsen af, at jeg ikke kunne vinde. Jeg troede på det, men det var røvsvært. Det er megasvært. Vi havde også et stærkt hold i form af Magnus Cort og jeg, da vi supplerede hinanden ret godt. At have stærke holdkammerater motiverer også én. Jeg troede på, at det kunne lade sig gøre, hvis alt flaskede sig. Det gjorde det næsten.

Massestyrt i feltet - og desværre har Valgren været i asfalten. Det har Oliver Naesen også. Danskeren fik hurtigt en ny cykel. Video: TV 2 SPORT

Jeg havde Truls Korsaeth, der ventede på mig efter styrtet, og han kørte mig frem til Muren og op til en gruppe. Og så fra den gruppe og op til næste gruppe, hvor jeg så havde to andre holdkammerater, som var blevet sat. Det var egentlig ret heldigt, fordi så kunne de køre mig tilbage til feltet, men det var 20-25 kilometer med hård jagt, som også kostede noget energi i sidste ende.

Det kunne jeg helt sikkert godt have brugt, da jeg sad og var godt stegt op ad Paterberg. Jeg fik lige rumpetten med over i den anden gruppe, hvor Peter Sagan, Greg van Avermaet og Sep Vanmarcke kørte fra mig. Men de kom heldigvis tilbage, Jeg kørte fra dem til sidst sammen med Philippe Gilbert og kørte en god fjerdeplads i hus efter Mads Pedersen, der tog andenpladsen.

Michael Valgren

  • Alder: 26 år (7. febuar 1992)
  • Hold: Astana Pro team
  • Højde og vægt: 179 cm og 71 kg
  • Sejre i år: Amstel Gold Race, Omloop Het Nieuwsblad
  • Tidligere hold: Glud & Marstrand, CULT Energy og Tinkoff
 

Det var vildt fedt. Jeg ved nu, at når Van Avermaet eksempelvis angriber, kan jeg bare sidde med. Det er virkelig en forløsning. Inden løbet vidste jeg måske godt, at det ville blive rigtig svært, da jeg skulle ud og se, om jeg kunne komme på forkant. Jeg var måske ikke helt sikker på, at jeg kunne være med de bedste ryttere. Men det viste sig så, at det kunne jeg godt. Jeg kan køre med de bedste, når de lukker op, og det er en vanvittig følelse.

Jeg gik ind til løbet med en større tro på det, men også med en større ro. Der skal ikke så meget til i cykelsporten, før at man bliver anerkendt. Sejren i Omloop var i klassikernes åbningsweekend, og den så alle. Derfor kunne jeg egentlig også hvile i mig selv.

Jeg havde alt at vinde ved at køre ud og prøve noget stort, fordi jeg allerede havde gjort det godt, så der var ikke så meget at tabe. Det gjorde en kæmpe forskel.

Hollænderen Niki Terpstra (Quick-Step) vinder cykelløbet Flandern Rundt. Den danske mester, Mads Pedersen (Trek), bliver nummer to. Michael Valgren fra Astana blev nummer fire.

Det kunne måske være blevet til en tredjeplads, hvis jeg ikke var styrtet, men det er virkelig svært at sige. Niki Terpstra kørte egentlig væk på et kontraangreb, og derfor ville det nok ikke have ændret det store. Terpstra var den stærkeste den dag.

Kunne jeg havde hentet Mads Pedersen sammen med Gilbert? Det ved jeg ikke. Jeg er egentlig også glad for, at jeg ikke gjorde, da Mads havde fortjent den andenplads. Jeg er virkelig stolt over min fjerdeplads. Jeg ville selvfølgelig gerne have været på podiet, men det var svært mod Gilbert, der egentlig havde siddet på hjul i lang tid.

Jeg synes, at fjerdepladsen i Flandern er større end sejren i Nieuwsblad. Der var alle de bedste med. Vi manglede nærmest kun Peter Sagan i Nieuwsblad, men det er et kortere cykelløb. Flandern Rundt er 270 kilometer. Det er et monument, og alle kender det. Det er det største cykelløb i Belgien, og det vægter højere personligt for mig, men måske ikke for holdet, da det er sejrene, der tæller.

Hollænderen Niki Terpstra (Quick-Step) vinder cykelløbet Flandern Rundt. Den danske mester, Mads Pedersen (Trek), bliver nummer to. Michael Valgren fra Astana blev nummer fire.

Sejren i Amstel Gold Race

Efter Flandern Rundt skippede jeg Paris-Roubaix og tog hjem til Danmark. Der trænede jeg godt, fik styr på brylluppet og købt ringene. Jeg kom lige væk fra cyklingen. Jeg havde gode træningsdage derhjemme og især om tirsdagen, hvor jeg skulle ned for at se Tour de France-etapen med brosten, hvor jeg bare kunne mærke, at formen var god.

Jeg var ret sikker på, at jeg kunne præstere. Jeg var ikke i spor tvivl om, at jeg kunne sidde med i finalen i hvert fald. Jeg var fuld af selvtillid. Det gav jeg også udtryk for inden løbet, da jeg sagde til live-TV, at jeg regnede med, at jeg kunne vinde. Det er ellers noget, som man godt kan få hug eller smæk for.

Michael Valgren fortæller, at han kører efter et blive nummer et i Amstel Gold Race. Video: TV 2 SPORT

Ofte i cykelløb skal du vente, vente og vente, men igen blev jeg faktisk fanget bag et styrt. Herefter sad jeg nærmest bagerst og overhalede 100 mennesker for at komme op til frontgruppen igen.

Jeg har efterfølgende været ude at drikke kaffe med Larry Warbasse fra Nicki Sørensens hold, og han spurgte også, om jeg blev fanget bag styrtet. Det var jeg jo, og så sagde han, at jeg måtte have haft gode ben. Han sad nemlig også bagerst og kom aldrig frem.

Det var ligesom dér, hvor momentet var. Jeg kunne godt mærke, at der var noget at skyde med. Min taktik var egentlig bare at vente indtil Bemelerberg og så prøve at komme med et hug. Det var min chance, og hvad jeg havde analyseret mig frem til. Det var så også den rigtige analyse.

Jeg håbede på, at de ikke angreb foran, fordi hvis de gjorde det, så havde jeg svært ved at komme tilbage. De holdt den bare stram, og folk blev sat bagfra, fordi vi havde kørt 220 kilometer, og de begyndte at være trætte. Hvis de havde angrebet oppe foran, så tror jeg, at jeg havde haft svært ved at komme tilbage, fordi så var gruppen blevet splittet meget mere. Det var til mit held, at de ventede med at angribe.

Finalen startede efter Cauberg sidste gang, hvor Van Avermaet kørte væk, og inden da var Kreuziger og Gasparatto kørt væk. Efter målstregen kørte Sagan på et lidt sjovt tidspunkt, hvor Kwiatkowski og jeg kom med. Vi kørte væk på nedkørslen og ramte så den andensidste stigning. Der hentede vi så Van Avermaet og fik følgeskab af Valverde.

Og det gjorde igen rigtig ondt i benene. Tim Wellens blev sat, men kom tilbage over toppen sammen med Fuglsang, og så var vi ni mand, da vi hentede Gasparotto og Kreuziger igen.

Der gik nærmest lidt i Duracell-kanin i Fuglsang, og han kørte kontra på sig selv

Michael Valgren

Jeg havde hele tiden sagt, at jeg ville vente. Jakob spurgte mig inden Cauberg, hvordan vi skulle køre finalen, og der sagde jeg, at vi ventede til sidste stigning. Det var fint med ham, fordi så ville han prøve at stikke inden. Det lå jeg så og lukrerede på. Jeg fik egentlig ikke taget en ærlig føring. Det var et perfekt cykelløb og perfekt taktisk snilde fra min side, så det hele flaskede sig.

Jakob ville jo også gerne ud og angribe, og så der gik nærmest lidt i Duracell-kanin i ham, hvor han kørte kontra på sig selv og kørte rigtig, rigtig stærkt, så det kunne ligeså godt være ham, der kunne være kommet væk. Det var måske stadig til min fordel, at jeg stadig var lidt ukendt i miljøet. Da jeg så kørte, kiggede de lige en gang for meget. 

Michael Valgren er kaptajn, når Amstel Gold Race køres søndag. Video: TV 2 SPORT

Jeg kom bagfra med godt svung på. Jeg synes virkelig, at det var et rigtig godt angreb, og jeg tænkte, at nu kører jeg sgu væk. Tim Welllens ville noget andet, så han lukkede mig, men jeg tror også, at han brugte sin sidste tændstik på at køre efter mig. Han vidste godt, at han jeg ikke skulle have 20 meter, og det fik jeg heller ikke lige der.

Efter jeg blev hentet, skete der ikke rigtig noget, inden jeg kørte igen. Jeg kørte lidt væk på samme måde, som jeg gjorde i Flandern Rundt. Jeg kørte væk fra front af, da jeg kunne se, at jeg ingen havde på hjul. Jeg tænkte, at nu prøvede jeg en gang til, og så kom Kreuziger med, og han ville også gerne tage en føring. Kreuziger var den langsomste i den gruppe, så det var helt perfekt.

Jeg tænkte, at det skulle simpelthen være løgn, hvis de skulle komme tilbage igen. Jeg havde alt at vinde og intet at tabe. Jeg havde en sejr i bagagen og havde kørt stærkt i Flandern Rundt, så jeg ville bare vinde. Jeg ville ikke køre hjem og så have, at Kreuziger skulle overspurte mig, som det skete forrige år for mig med Gasparotto.

Jeg havde prøvet det før. Så jeg ville hellere have Kreuziger frem én gang mere eller prøve at slå dem i spurten, hvis Gasparotto kom op. Jeg ville ikke bare føre ham ind og så blive basket i en spurt, fordi det havde jeg prøvet før. Det gad jeg ikke igen.

Jeg ville have været glad for en andenplads, men for to år siden ville den have betydet meget mere, end den ville i år. I år var det sejren, jeg kørte for, og det var også derfor, at jeg vandt, tror jeg. Det kan jeg kun takke mig selv for.

Michael Valgren slog Roman Kreuziger i spurten i Amstel Gold Race. Video: TV 2 SPORT

Der var mere brøl over jublen den her gang. Jeg fik også taget begge hænder i vejret. Så der var lidt mere gejst, men jeg tror ikke, jeg havde nået at tænke over det i de sejre, jeg har fået. Det var mere sådan et jubelbrøl, der kom ud af mig, da jeg bare var så glad.

Man er bare super glad, og man får en krammer fra gud og hver mand. Der er en masse TV-folk, der vil snakke med én og nærmest bokser for at komme frem, men man vil egentlig bare gerne have lidt ro og give en krammer til sine holdkammerater og sige tak.

Det er egentlig et kæmpestort cirkus, hvor man egentlig gerne bare vil have lidt ro på, men der sker bare så mange ting. Jeg skulle hen til podiet, skyde champagne afsted og drikke lidt Amstel-øl også. 

Jeg har ikke en finger at sætte på det forår.

Michael Valgren besejrede tjekkiske Romain Kreuziger i Amstel Gold Race.
Michael Valgren besejrede tjekkiske Romain Kreuziger i Amstel Gold Race. Foto: Marcel Van Hoorn / Ritzau Scanpix