Rytter smidt ud for at slå konkurrent i hovedet

16x9
(arkiv) Lars Boom ses her under Danmark Rundt, hvor han kørte for Astana. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Hollandske Lars Boom er blevet smidt ud af det norske etapeløb Tour of Norway.

Tour of Norway kom kun til at have deltagelse af den hollandske cykelrytter Lars Boom på to etaper.

Løbsledelsen valgte nemlig at smide LottoNL-Jumbo-rytteren ud, efter han slog Preben van Hecke med 28 kilometer til mål på onsdagens 2. etape.

- Du må ikke slå en konkurrent, specielt ikke i ansigtet. Det er ikke godt for cykelsportens omdømme, og han må ikke tage loven i egne hænder. Vi har besluttet at udelukke ham, siger løbsdommeren til norsk TV 2.

32-årige Lars Boom, der gennem flere år var holdkammerat med danske Jakob Fuglsang hos Astana, mente ikke, han skulle smides ud, da norsk TV 2 fangede ham efter etapen.

- Han ramte mit hjul, så jeg var ved at styrte, og så blev jeg hidsig. Jeg ville ikke styrte, specielt ikke når sådan en idiot gør sådan noget, sagde Boom.

Heller ikke van Hecke var fortaler for at smide Boom ud.

- Nogle gange sker sådan noget i kampens hede. Jeg slog mig ikke i ansigtet, men på hoften, siger han til norsk TV 2.

Lars Boom har 22 professionelle sejre på sit cv, hvor den største kom i 2014 med sejren på 5. etape i Tour de France.