Fuglsang forsøgte at skjule Sky-flirt: - Bjarne skulle ikke vide, at jeg mødtes med andre hold

16x9
Jakob Fuglsang kørte for Bjarne Riis' hold i 2009 og 2010. Det blev meldt ud, at han også skulle køre for dem i 2011, 2012 og 2013, men kontrakten blev aldrig skrevet under. Foto: Henning Bagger / Scanpix

I en ny bog om Jakob Fuglsang kommer vi helt tæt på hans skifte væk fra Team Saxo Bank.

Den 6. juni udkommer bogen 'Jakob Fuglsang - Drømmen om regnbuestriberne og den gule trøje' officielt. Bogen er blevet til i samarbejde med TV 2 SPORTs journalist Rasmus Staghøj. TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et uddrag af et kapitel fra bogen, der bliver udgivet på Politikens Forlag.

Her er forsiden på den nye bog om og af Jakob Fuglsang, der er udkommet på Politikens forlag.
Her er forsiden på den nye bog om og af Jakob Fuglsang, der er udkommet på Politikens forlag. Foto: Politikens Forlag

Jakob Fuglsang er i 2010 i gang med sin anden sæson på Bjarne Riis' hold Team Saxo Bank. Fuglsang er glad for at være der, men der er opstået problemer i forhold til en kontraktforlængelse med det danske hold.

Riis og Fuglsang er i slutningen af 2009 blevet enige om en 3-årig kontraktforlængelse, men da kontrakten skal skrives under, mangler der ifølge Jakob Fuglsang 50.000 euro i forhold til det, de to parter havde aftalt.

Fuglsang begynder at overveje sin fremtid.

Uddrag af kapitel 9 - 'Judas'-skiftet

Bjarne (Riis, red.) ville stadig ikke lave kontrakten om, så vi aftalte at vente lidt med at skrive under. Jeg tror, at han havde problemer i forhold til sponsorer, og derfor kunne han ikke love noget konkret.

I april 2010 var jeg i Holland og Belgien for at køre Ardenner-klassikerne. I ugen mellem Amstel Gold Race og Liège-Bastogne-Liège ringede Brian (Nygaard, red.) til mig. Han var den eneste fra et konkurrerende hold (Team Sky, red.), der vidste, at jeg ikke havde skrevet under på en kontrakt for 2011. Alle de andre hold troede, at jeg havde forlænget med Saxo Bank i tre år.

Brian sagde, at Team Skys chef, Dave Brailsford, var interesseret i mig, og at han gerne ville mødes med det samme. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men problemet var, at jeg boede på hotel med Saxo Bank, og Bjarne skulle ikke vide, at jeg mødtes med andre hold.

Det vidste Brian, hvordan vi skulle løse. Han sms’ede bagefter, at han og Brailsford sad i en sort Range Rover et par hundrede meter fra hotellet.

Jeg så mig over skulderen for at se, om der var nogen, der holdt øje med mig, da jeg gik ud af hotellet. Jeg fandt bilen med tonede ruder ved bagsædet og satte mig ind. Brailsford sad ved rattet og Brian på passagersædet.

Det føltes nærmest, som om jeg var i gang med at gøre noget ulovligt.

- Det var godt, du lige kunne finde tid til at mødes med os, sagde Brailsford.

Brian sagde, at vi lige skulle køre et par minutter til en café, hvor vi kunne få en snak.

Over en kop kaffe fortalte Brailsford, at Sky var på udkig efter klassementsryttere, altså ryttere, som kunne skaffe resultater i den samlede stilling i de store etapeløb. Sky var i 2010 ikke et dominerende hold. Bradley Wiggins og Chris Froome havde endnu ikke vundet Tour de France.

Men Brailsford fortalte mig, at de satsede stort, og jeg vidste, at der var penge bag projektet. Han nævnte nogle beløb for, hvad ryttere er værd i forhold til deres potentiale. Hvis man havde potentiale til at vinde en Grand Tour, var man i hvert fald én million euro værd om året, mente han.

Det lød det dog ikke til, at han var parat til at byde på mig endnu. Han nævnte en startløn på omkring 450.000 euro om året. Det var en pæn sjat mere, end Bjarne havde tilbudt mig.

Jeg var smigret over Skys interesse, og jeg begyndte at glæde mig over, at jeg endnu ikke havde skrevet under med Bjarne og Team Saxo Bank. Jeg kom også i tanke om, at Fränk og Andy havde rådet mig til at have is i maven og vente med at skrive under på en ny kontrakt. Men hvorfor?

I løbet af foråret hørte jeg de første rygter om et nyt luxembourgsk storhold. Jeg havde stort set samme løbsprogram som Andy og Fränk, så vi var sammen hele tiden. De var ikke bare blevet gode holdkammerater, men også gode venner. Jeg arbejdede for dem i løbene, men uden for landevejen var vi bare tre drenge, der godt kunne lide at bruge tid med hinanden.

De begyndte så småt at fortælle om det nye projekt, som Kim Andersen også var med i, men som endnu ikke var endeligt på plads.

I juni var rygterne blevet mere konkrete. Det stod endelig klart, at der ville komme et nyt stort hold. Jeg kørte Schweiz Rundt, som gik helt fantastisk for mig. Jeg blev nummer tre sammenlagt. På podiet stod jeg sammen med Lance Armstrong, som blev nummer to, og Fränk, som vandt løbet.

- Jeg er havnet i en Saxo Bank-sandwich, sagde Armstrong med et smil, da vi stod på podiet.

Det var et reelt gennembrud for mig på den store scene.

Stort set alle troede, at jeg havde forlænget min kontrakt med Saxo Bank i tre år, så min agent valgte at gå til medierne og fortælle, at jeg faktisk aldrig fik skrevet under på den og dermed var uden kontrakt i 2011. Formålet var selvfølgelig at få interesserede hold til at henvende sig.

Det virkede.

Da jeg sad i bilen efter Schweiz Rundt, skrev chefen for Garmin, Jonathan Vaughters, i en sms til mig, at han var meget interesseret, men at han godt var klar over, at jeg var ved at blive en dyr herre efter min tredjeplads. Hans tilbud var også mindre, end hvad jeg allerede var blevet tilbudt. Og jeg havde allerede fået en helt anden aftale, som fyldte mere i mit hoved:

Dagen efter skulle jeg møde den luxembourgske rigmand, Flavio Becca, på hans kontor i Luxembourg. Han var en velkendt entreprenør, der havde tjent mange penge på byggegrunde, og nu var han begyndt at investere i sport.

Cykelsporten skulle være hans næste investering, og han ville lægge så mange penge, at han kunne få et storhold.

Moreno (Fuglsangs agent, red.) kunne ikke være med til mødet, så jeg tog Kim Andersen med i stedet for. Inden da havde jeg snakket med Kim om, hvad jeg kunne forvente at få i løn. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at få mellem 500.000 og 600.000 euro om året. Det mente Kim var realistisk.

Flavio fortalte, at han havde enorme planer: Andy og Fränk skulle være kaptajnerne, og Kim Andersen skulle være sportslig chef. Han ville sætte helt nye standarder for cykelsporten og bygge et “service course”, et slags center til holdet. Der skulle være alle de faciliteter, som en professionel cykelrytter har brug for: Styrketræningscenter, værksted og hotelværelser, som vi kunne overnatte på, når vi var der. Han havde også planer om at bygge en cykelbane, som vi kunne træne på om vinteren. Det hele skulle være toplirens. Flavio Becca satte trumf på ved at sige, at han havde et privatfly, som jeg sammen med Andy og Fränk kunne bruge, når vi skulle til cykelløb rundtom i verden. Det ville fungere sådan, at vi kunne fordele nogle flyvetimer imellem os til en beskeden pris.

Jeg var helt oppe at køre over det. Det var planer, som, hvis de blev fulgt ud i livet, ville være et stort spring frem for cykelsporten. Jeg var tiltænkt en plads lige under kaptajnerne. Og jeg havde det virkelig godt sammen med Fränk og Andy.

Da vi nåede til lønforhandlingen, spurgte Flavio, hvad jeg havde tænkt.

Jeg præsenterede lidt nervøst det, som Kim og jeg havde snakket om på forhånd. Han kiggede på mig og svarede:

- Okay, skal vi så ikke sige 600.000 euro om året i to år?

- Øøøh, jo, det kan vi godt, sagde jeg, lidt paf over, at det var så nemt.

I mine øjne var det vildt, ja, nærmest surrealistisk, at jeg på kort tid kunne rykke fra 80.000 til 600.000 euro om året. Det var trods alt ikke ret længe siden, at jeg havde kørt rundt for apoteket i Silkeborg og tjent småpenge.

Efter mødet blev jeg i Luxembourg. Andy vidste, at Flavio havde en masse fede biler, så han ringede og spurgte, om vi måtte køre i dem. Og ja, der var en garage i nærheden af Flavios kontor, hvor vi bare kunne vælge de biler, vi havde lyst til at prøvekøre. Vi lånte en Mercedes SLS til 200.000 euro. Først med Andy ved rattet.

Bagefter var det min tur. To drengerøve med legetøj i hænderne. Det virkede, som om der ikke var grænser for, hvad der kunne lade sig gøre, når Flavio Becca var involveret.

Jeg kunne i princippet have sagt ja til Flavios tilbud på stedet, men jeg havde stadig et uafklaret forhold til Bjarne. I slutningen af juni skulle jeg hjem for at køre DM i Danmark, så her havde jeg en anledning til at tale med ham, inden jeg besluttede mig. Det følte jeg, at jeg skyldte ham.

Bjarne sad i sportsdirektørbilen bag mig, da jeg blev danmarksmester i enkeltstart. Jeg var i superform og vidste, at jeg skulle køre mit første Tour de France kort tid efter. Det spillede virkelig for mig. Efter løbet tog jeg Bjarne til side og fortalte ham, at jeg havde fået et andet kontrakttilbud. Han havde luret, at der ville komme et nyt luxembourgsk storhold, og han vidste også, at holdet var på jagt efter hans ryttere og personale. Jeg fortalte, hvad de havde tilbudt mig i løn.

Han blev stille og tænkte over det. Bjarnes kunstpauser er lidt længere end andres.

- Det tilbud vil jeg gerne matche, sagde han så.

Han var med andre ord parat til at hæve sit oprindelige tilbud i den kontrakt, som vi aldrig fik skrevet under, til næsten det dobbelte: 600.000 euro om året. Og jeg stod pludselig med tilbud fra to store hold, som jeg gerne ville køre på.

Problemet var bare, at Bjarne stadig ikke havde en sponsor til den følgende sæson, og det forlød, at han tog til Tour de France i 2010 uden at vide, om han overhovedet havde et hold i 2011. Jeg kunne mærke, at han ikke var til stede på samme måde, som han havde været tidligere. Jeg havde ikke kendt ham så længe, men de, der havde været på holdet i flere år, sagde, at han ikke var den samme som før. Det var, som om han havde mistet noget af gnisten. Sikkert fordi han kæmpede for at finde en ny sponsor og derfor overlod det sportslige til andre.

For mig var det ikke desto mindre et svært valg, for jeg havde det godt med at køre for Bjarnes hold. Jeg var i syv sind.

Dagen efter DM-landevejsløbet havde jeg et telefonmøde med Flavio Becca og Brian Nygaard, som havde skiftet job igen og var blevet direktør i Flavios projekt. Det hele gik pludselig meget stærkt.

Jeg fortalte, at jeg havde fået et nyt tilbud fra Bjarne.

- Hvad skal der til for, at du skriver under nu, spurgte Flavio.

- Hvis I vil give lidt mere, indledte jeg forsigtigt.

- Okay, du får 100.000 euro mere om året.

Nu kunne jeg efterhånden ikke presse den mere, så jeg sagde ja til deres tilbud, som de faxede med det samme.