Jakob Fuglsang har ændret sin forberedelse til Tour de France

16x9
Jakob Fuglsang. Foto: PHILIPPE LOPEZ / Scanpix Denmark

Den danske cykelstjerne håber at få gode indikationer på formen, når de sidste forberedelser til Tour de France bliver gjort i Schweiz Rundt.

Lørdag går starten på det sidste forberedelsesløb for Jakob Fuglsang, inden sæsonens helt store mål, Tour de France.

Og inden lørdagens start på det ni-dage lange etapeløb Schweiz Rundt håber den danske Astana-kaptajn, at formen så småt er på rette vej.

- Jeg håber, jeg kan få nogle gode indikationer på formen inden Tour de France. Og er chancen der, så kører jeg selvfølgelig med alt, hvad der er for at opnå et godt resultat. Men umiddelbart så er det altså stadig forberedelse for mig, fortæller Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Sidste år på nøjagtig denne tid kørte Jakob Fuglsang Critérium du Dauphiné.

Her fik den danske klatrer bekræftet, at formen var mere end godkendt, da han endte øverst på podiet som vinder af løbet foran blandt andre Chris Froome. Men så god skal formen helst ikke være nu, håber det danske Tour-håb. 

- Jeg håber, jeg kan vise, at jeg er på rette vej i forhold til Touren, men jeg håber egentlig også, at jeg måske lige er en tand under, hvad jeg var sidste år til Dauphiné. Vi har forsøgt i år at få min form til at toppe lidt senere, sådan så der stadig er plads til at lægge lidt på efter Schweiz Rundt til Touren, fortæller Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT. 

Den danske etapeløbsrytter er, modsat sidste år, garanteret en enlig rolle som kaptajn for Astana under Tour de France. Og det er derfor, formen for alvor skal være på plads, når rundturen i det franske starter.

- Sidste år var der jo den delte kaptajn-rolle til Touren med Fabio Aru. Så det var vigtigt for mig at vise i Dauphiné, at jeg havde niveauet. Derfor var et godt Dauphiné vigtigere sidste år, end et godt Schweiz er i år. I år er det mig, der er kaptajn, og derfor er det vigtigt at være klar, når Touren starter fremfor at være klar til Schweiz.

Du kan se hele Schweiz Rundt med Jakob Fuglsang og mange af de andre ryttere, der ligesom danskeren skal køre Tour de France senere på sommeren. TV 2 og TV 2 Play sender samtlige af løbets ni etaper.